2 danske bureauer får 5 Pencils i D&AD

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Desuden får 2 danske stjernefrø i London en prestigefyldt White Pencil for deres Volvo-arbejde. Uncle Grey får 4 Pencils, mens Designit får 1.

Først på ugen udløste Uncle Greys arbejde for Canon, hvor man har skabt en Gig App, to Pencils i D&AD, der er en af verdens sværeste awards at vinde.

Nu har juryen gjort arbejdet færdigt, og resultatet blev to Pencils mere til Uncle Grey.

Samtidig kom Designit på listen med en enkelt Pencil, så det ialt blev til 5 Pencils ud af de i alt 749, som juryen har besluttet at uddele.

De 749 Pencils er valgt blandt ca. 26.000 indsendte arbejder – under 3 pct. af arbejderne vinder altså noget..

Pencil-typen kommer først senere

Uncle Grey og Designit må vente til senere med at få at vide, hvilke Pencils, der bliver tale om. Mulighederne er Wood, Graphite, Yellow og Black – hvor Wood er at sammenligne med en bronze, mens Black er den ultimative hædersbevisning, og den bliver kun uddelt, hvis juryen mener, at arbejdet er Ground Breaking. Normalt bliver der ikke uddelt mere end en håndfuld Black Pencils.

Ud over Canon blev Uncle Greys arbejde for Weber også belønnet. Listen ser således ud (bureau, kunde, arbejde, underkategori):

Mobile Marketing:

  • Uncle Grey, Canon, Canon Gig App, Mobile Apps
  • Uncle Grey, Canon, Canon Gig App, Innovative Use of Mobile Technology

Digital Marketing

  • Uncle Grey, Canon, Canon Gig App, Innovative Use of Technology

Digital Design

  • Designit, GN Resound, First Hearing Aid Interface for the Apple Watch, Apps
  • Uncle Grey, Weber, Weber BBQ Cultures, Websites

Ud over de normale Pencils bliver der også uddelt White Pencils, som tildeles arbejde, der gør en forskel for folks liv og bidrager til bæredygtighed. Der er allerede sat navn på disse vindere.

36 White Pencils er det blevet til, og der er faktisk flere danske islæt blandt dem. Ikke mindst de to unge danske stjernefrø, Rasmus Smith Bech, 29, og Jonas Roth, 32, der hos Grey London har stået bag Life Paint for Volvo – arbejde, der også vandt Grand Prix i Cannes sidste sommer. Men de stopper ikke ved White Pencils.

Der er nemlig 7 Pencils mere på vej – af en ikke nærmere defineret karakter. LifePaint er nemlig på listen følgende steder:

  • Branded content
  • Branding
  • PR, Direct – to gange
  • Art Direction – to gange

Endelig er der et lille dansk islæt ved Grey i New York, der får to White Pencils for sit Gun Control projekt. Grey har Per Pedersen i spidsen – som en slags kreativ evangelist med budskabet om, at et reklamebureau ikke mere er et reklamebureau men en kreativ kultur-virksomhed.