Da bureaumarkedet blev gjort op for 2013 stod PrimeTime tilbage som Danmarks største PR-bureau. og sådan må det godt blive ved med at være.
Bureauet har således netop gennemført en ny organisations-struktur, der indebærer udnævnelsen af to nye direktører, således at PrimetTimes øverste ledelse kommer til at bestå af de to stiftere – Lise Westphal (arb. bestyrelsesformand) og Peter Steerup som adm. dir. – samt de to nye direktører Maria Rasmussen og Casper Hyldekvist.
“Samtidig har vi organiseret os i fem specialer og udnævnt en chef for hvert område. Det bliver i høj grad Marias og Caspers ansvar at drive dagligdagen i bureauet og sikre samspillet mellem specialerne, så vi får den rigtige vekselvirkning mellem øget specialisering og den mere generelle og traditionelle kommunikationsrådgivning,” siger Peter Steerup.
Maria Rasmussen kom til PrimeTime i 2011 fra Mannov, mens Casper Hyldekvist har været hos PrimeTime siden 2008.
De fem nyudnævnte områdechefer i PrimeTime Kommunikation er.
- Martin Bjørn Kristensen, der bliver chef for den digitale afdeling og kommer fra en stilling som chefarkitekt for webløsninger i Københavns Kommune.
- Mikkel Holm Pedersen bliver chef for analyseafdelingen. Han er fundet hos Danfoss og har bred erfaring fra konsulentbranchen – bl.a. fra arbejde med såvel kvantitative som kvalitative analyser på Teknologisk Institut ud over Danfoss.
- Lars L. Nielsen fortsætter som Public affairs direktør.
- Tine Kragh Kirchhoff er udnævnt til chef for Integreret markedskommunikation.
- Martin Bekker Bauer er blevet valgt som områdechef for PrimeTime Kommunikations corporate afdeling.
”Med vores fem specialeområder har vi den rigtige bredde og sammensætning, så vi kan favne enhver kommunikationsudfordring. Og med vores nye digitale afdeling er vi overbevidste om, at vi styrker vores samlede forretning og udfordrer både os selv og vores kunder endnu mere. For os er det kun naturligt, at en stærkere digital metode vil komme til at supplere vores kommunikationsløsninger i fremtiden,” siger Maria Rasmussen, mens Casper Hyldekvist supplerer.
”Kommunikation kan og skal ikke løsrives fra forretningen. Det er vigtigt at forstå hver enkelt kundes forretning og forretningsstrategi helt ned i detaljen. De bureauer, der vil klare sig bedst de kommende år bliver dem, der afsætter den fornødne tid og respekt til at sætte sig ind i kundernes forretning og først derefter skræddersyer løsninger på tværs af kommunikationsfagets discipliner. Nogle gange i str. XL – andre gange i mindre format.”