Infight mellem 20 bureaufolk om sociale medier

Peter Engholm
25@mail.dk

Førstedagen i Social Media Week blev rundet af med en ”fight night”, hvor en snes bureaufolk samlede fulde huse og debatterede om sociale mediers brug og værdi. En verbal boksekamp, og vinderen blev …

Toldboden i København dannede mandag aften rammen om Social Fight Night, hvor Adtomic havde samlet ”branchens skarpeste kommunikatører til at duellere om” sociale medier.

20 debattører – flertallet var enten bureaufolk eller på anden vis eksperter i sociale medier – mødtes i 10 battles om emner, som aftenens konferencier Kim Jong Andersen fra Adtomic stak ud.

Emnerne var relevante, bl.a. ”virksomheder har slet ikke organisationen til sociale medier”, ”Der er ikke noget særligt socialt over sociale medier” og ”Med sociale medier er afstanden mellem storhed og fald for kort til at kunne bruges som strategisk værktøj” – se listen over emner og deltagere nederst i artiklen..

Debatformen lagde op til underholdning snarere end dybde, og Kim Jong Andersen bar ved til dette bål ved at opfordre debattørerne til at gå efter manden, ikke bolden – uden at der blev lyttet til det, for det meste var forsøgt sagligt.

Enkelte underholdende undtagelser var der dog: Som da Verner Bager fra Wasabi nidstirrede sin modstander, Jonathan Wichmann fra Maersk, og bagefter kaldte Maersks site for en farveladebog med billeder af skibe og døde hvaler – og så hjalp det ikke, at Wichmann indvendte ”Men det virker”.

Lars Silberbauer fra Lego trængte Henrik Byager i defensiven med oplysningen om, at Byager har syv followers på Twitter – ”Skal vi måle, hvem af os to de fleste kender?,” svarede Byager igen.

De 10 vindere – afgjort ved twitter-afstemning blandt publikum ved det udsolgte arrangement – gik videre til 5 finaler. Her spillede enten den frie bar for debattørerne eller Kim Jong Andersens finurlige emner ind på en måde, at debattørerne i mindst to af finalerne kløjs i, om de skulle forsvare eller gå imod synspunktet.

Peter Svarre, der i sin indledende kamp brugte sin bog, “Den perfekte storm”, som autoritets-forlænger, mødte Trine-Maria, der indledningsvist havde rimet sig igennem et forsvar for amatørismen i de sociale medier:

”Var det ikke det modsatte af det, du skulle sige,” spurgte han, da hun var gået imod, at ”privacy ikke hører hjemme på sociale medier”.

”Øh … jo – men så kan jeg også komme hurtigere hjem til Lejre,” lød svaret.

Den verbale boksekamp fandt sin vinder i den fighter, der havde fået flest stemmer i finalerunden. Og vinderen blev … Verner Bager fra Wasabi.

Hos Adtomic glæder Kim Jong Andersen over arrangementet – og over læringen:

“At vi kan samle 400 deltagere er glædeligt, og jeg er klar til at stå bag et lignende arrangement næste år, uanset om Social Media Week kommer til byen eller ej. Til næste gang skal vi skære emnerne skarpere op, og så skal vi tydeliggøre, at Fight Night ikke er en udvidet aftenskole, men et skævt og underholdende indslag, hvor folk, der ved, hvad de taler om, er modige og selvironiske nok til at stille op i ringen.”

Social Fight Night 2013

Pulje 1

Omgang 1: René Bach Lundgaard, 1508 (forsvar) – Jan Christiansen, Bates (opponent)

” Sociale Medier er gode til kommunikation og service og ikke specielt velegnede til marketing og reklame”

Omgang 2: Henrik Byager (forsvar) – Lars Silberbauer, LEGO (opponent)

”Med Sociale Medier er der alt for kort afstand fra storhed til fald til, at man kan arbejde strategisk med dem”

Puljefinale:

”Alt for mange spilder deres knappe ressourcer på at forsøge at vedligeholde deres tilstedeværelse på Sociale Medier, fordi de dybest ikke har de ressourcer, der kræves til at begynde med”

Pulje 2

Omgang 1: Ina Kristensen, Advice (forsvar) – Pernille Tranberg, Berlingske (opponent)

”Der er ikke noget særligt socialt over Sociale Medier”

Omgang 2: Mikael Lemberg (forsvar) – Asbjørn Poulsen, Hello Monday (opponent)

”Sociale Medier er mere undergravende end opbyggende for brands, der ikke er “liket” i forvejen”

Puljefinale:

”Sociale Medier er en ny boble i internetøkonomien”

Pulje 3

Omgang 1: Trine Maria (forsvar) – Jan Kjær, SocialSemantic.du (opponent)

”Det er en fordel at droppe professionalismen, når man arbejder med Sociale Medier”

Omgang 2: Jørgen Juul, Cloud CPH (forsvar) – Peter Svarre (opponent)

”Sociale Mediers “transparens og brugerdemokrati” er en illusion”

Puljefinale:

”Privacy hører ikke hjemme på Sociale Medier”

Pulje 4

Omgang 1: Jonathan Wichmann, Maersk (forsvar) -Verner Bager, Wasabi (opponent)

”Det bedste content på Sociale Medier ender oftest med at være det, der ikke er skabt specielt til netop dem”

Omgang 2: Mette Hørdum, Naked (forsvar) – Martin Sønderlev Christensen, Social Square (opponent)

”Sociale Medier fylder for meget i diskussionerne i forhold til, hvor lille en rolle de egentlig spiller i virksomhedens samlede forbrug af kommunikation”

Puljefinale:

”I den store ligning er tidsspildet større end nytteværdien på Sociale Medier”

Pulje 5

Omgang 1: Hans Tosti, Komfo (forsvar) – Lars Samuelsen, Uncle Grey (opponent)

”Mange virksomheder og organisationer vil gerne være tilstede i Sociale Medier, men de fleste har ingen reel social adfærd, der berettiger dem til at være det”

Omgang 2: Thomas Bigum (forsvar) – Ask Hybel, Advice Digital (opponent)

”Nyheder skabt til og på de sociale medier er ingen erstatning for professionelt formidlede nyheder gennem de etablerede kanaler”

Puljefinale:

”Dit højest prioriterede Sociale Medie bør ikke være et andet end dit eget”