Den gruppe af Andersen & Blæsbjerg medarbejdere, som i samlet flok søgte et nyt bureau efter konkursen i Andersen & Blæsbjerg, har nu fundet deres nye arbejdsplads.
Resultatet er blevet, at Brandhouse Gruppen nu åbner en afdeling under navnet Brandhouse Odense.
Brandhouse Gruppen har i forvejen produktionsbureauet Outhouse i Odense, som med sine 15-20 medarbejdere faktisk er et af de største bureauer i Odense, så på den led kan det ikke karakteriseres som en overraskelse, at det blev her A&B medarbejderne kunne finde deres nye arbejdsplads.
Peter Larsen, der stod i spidsen for gruppen, har fået titel af kontaktdirektør, men gruppen omfatter også Henry Rasmussen, der var kreativ direktør hos Andersen & Blæsbjerg. Han kommer dog til at bruge 1-2 dage om ugen hos Clockwork, der holder til i samme bygning som Outhouse, så derfor taler Brandhouses adm. dir., Stiig Helgens Binggeli, om, at han har knyttet 3 1/2 medarbejdere til sig.
“Peter og hans folk kom til mig med nogle gode strategiske tanker om, hvorfor, der bør være et yderligere full-sevice bureau i Odense. Derfor har vi valgt at knytte dem til os og oprette Brandhouse Odense,” siger Stiig Helgens Binggeli.
Den tidligere Andersen & Blæsbjerg kunde, Sydinvest, har meldt ud, at de gerne vil holde fast i det team, som de samarbejdede med på bureauet, og derfor flytter Sydinvest med til Brandhouse. Men ellers følger der ikke umiddelbart kunder med teamet.
Peter Larsen og hans folk kommer nu tæt på Robert Rasmussen, der var kontaktdirektør hos Andersen & Blæsbjerg. Han er nemlig gået til Clockwork, mens A&B ejer og adm. dir, Kurt Mousten er skiftet til Stærk i Vejle.