3-4 bureauer kommer til at kæmpe om Nordea

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Men foreløbig er banken i færd med at udarbejde en bruttoliste. Nordea vil opfattes som professionel – også når det gennemfører en bureaukonkurrence. Konsulentfirma hjælper.

Nordea er gået i gang med at finde sit nye nordiske bureau-samarbejde, og i løbet af en uge vil første skridt i form af en såkaldt “longlist” være på plads.

Bruttolisten kommer til at rumme 8-9 konstellationer.

“Vi arbejder på nordisk plan med en god blanding af central og decentral markedsføring, og vi skal have et set-up, der matcher denne organisation. Derfor vil der være tale om konstellationer”, siger marketing director Nanna Baht-Hagen, der har ansvar for processen.

Nordea har hyret bureaukonsulenten Hestbæk Consult til at hjælpe med at styre processen, og begrundelsen vil være sød musik for bureaubranchen – specielt i forhold til et firma som TDC, der for nylig blev kåret som Danmarks mest upopulære bureaukunde – formentlig på grund af en tilgang til bureaukonkurrencer, der opfattes som meget arrogant.

“Vi vil gerne opfattes som en professionel organisation og det indebærer f.eks. også at tilrettelægge en ordentlig proces. Det skylder vi vores kommende samarbejdspartner og bureaubranchen”, siger Nanna Baht-Hagen og fortsætter:

“Vi håndterede selv den sidste konkurrence, og det mener jeg, vi slap udmærket fra. Så vi kan godt. Men det er voldsomt ressourcekrævende, og Hestbæk har nogle interessante værktøjer, så det er en kombination af ressourcer og kompetencer, der har fået os til at vælge denne løsning”.

Når de 8-9 konstellationer er valgt, vil der blive gennemført en første screening gennem en såkaldt RFI – request for information. På dette grundlag vil der blive udvalgt maksimalt fire bureauer til den videre konkurrence.

“Her vil vi gå meget mere konkret til værks, og bede bureauerne løse en opgave”, siger Nanna Baht-Hagen.

Samarbejdet med norske Try er stoppet. I stedet fungerer svenske Waters Wittgreen, der indgår i TBWA som lead suppleret med lokale bureauer. I Danmark er det Lowe Friends, der arbejder for Nordea.

“Nordea er en bank, det går godt for, og det skal vi holde fast i. Vi kan selvfølgelig ikke bare stoppe med at markedsføre os, fordi bureausamarbejdet er stoppet”, siger Nanna Baht-Hagen.