3 danske nomineringer til VM i direct marketing – men ingen vinder

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Opdateret: Det er første gang i 10 år, at danskerne ikke vinder mindst én medalje ved Echo Awards.

I et år, hvor danske kampagner høstede rekordmange nomineringer og løver ved Cannes, er det til gengæld rekordlavt med finalepladser til danske kampagner ved årets verdensmesterskaber i direct marketing.

Og selv om det er flot arbejde fra de tre kampagner fra tre forskellige bureauer, der er kommet igennem til finalen i Echo Awards, så er det mange år siden – hvis nogensinde – at finalefeltet har været så dårligt repræsenteret af danske kampagner.

Kun to gange de seneste 10 år har der været fem danske finalepladser, ellers har tallet svinget mellem ni og 19 og hvert eneste år har det resulteret i en medalje af guld, sølv eller bronze. Selv forrige år, hvor der kun var 5 nominerede danske kampagner, kunne danskerne gå hjem med tre af metal. Se listen længere nede.

Det skal selvfølgelig ikke forhindre os i at sige til lykke til de tre danske kampagner, der er blevet nomineret og dermed ender med en fjerde- eller femteplads til Echo Awards, der i år finder sted i New Orleans den 8. oktober:

  • Hjaltelin Stahls kampagne Christmas Spotlights (Nabohjælp) for Trygfonden og Det Kriminalpræventive Råd.

  • Klausen + Partners: Cutting Edge Lead Generation for Struers i kategorien: Best Use of Data and Analytics

  • btb.agency med Return to Sender for e-nettet i kategorien: Business Products and Services. Se casevideoen her

10 gode år
Som nævnt plejer Danmark at ligge ret godt til i finalen, hvor vi i de sidste 10 år har høstet flere både metal-priser og finalepladser end vi ’er berettiget til’ i forhold til landets størrelse.

Således blev det til 2 guld i 2016, 2 i 2015, 1 guld i 2011 og hele 3 i 2010. Alt i alt har de danske bureauer hentet 82 finalepladser hjem siden 2009 og 41 af dem blev af metal.

En af årsagerne til den lave høst kan være, at antallet af indsendelser er faldet siden man i 2015 ikke blev sendt direkte videre i finalen, hvis man vandt i PostDanmarks DM-dagen, som nu er integreret i Creative Circle.

Jeppe Berggreen, partner hos Ambition og Christel Friis Conrad, direktør Frisbee, var de 2 danske dommere, der bedømte 3. runde i New York. Om niveauet siger Jeppe Berggreen:

“Generelt var niveauet som det plejer. Der var i flere kategorier nogle cases, som var særligt stærke. I verdensklasse kan man sige. Og her var der desværre ikke nogle danske cases iblandt, i de kategorier jeg dømte. Til gengæld var der i kategorien: Web og e-commerce, som jeg også dømte i, ikke nogle cases, der var særligt gode på kategoriens præmis.”

Medaljehøsten de foregående 10 år:

2016: 9 finalepladser: 2 guld, 4 bronze, 3 finalist
2015: 5 finalepladser: 2 guld, 1 bronze, 2 fjerdepladser
2014: 9 finalepladser: 2 sølv, 2 bronze, 5 finalists
2013: 10 finalepladser: 1 sølv, 6 bronze + 3 finalists
2012: 16 finalepladser: 3 sølv, 4 bronze, 9 finalists
2011: 19 finalepladser: 1 guld, 5 sølv, 3 bronze, 10 finalists
2010: 14 finalepladser: 3 guld, 5 sølv, 1 bronze + 5 finalists
2009: 17 finalepladser: 2 sølv, 2 bronze + 13 finalists
2008: 5 finalepladser: 1 sølv + 4 finalists
2007: 9 finalepladser: 1 guld, 2 sølv, 2 bronze + 5 finalists

Som sædvanligt bliver der arrangeret en tur for de danskere, der vil med til Echo Awards og konferencen i New Orleans, der i år har følgende overordnede tema: Where data transform marketing.

Du kan tilmelde dig her