Digitale bureauer er som gruppe stormet frem i en årrække – men det er ingen garanti for, at alle digitale bureauer har fremgang. Det viser fire af de seneste regnskaber fra digitale bureauer.
De viser tre bureauer, der gik tilbage, mens et enkelt kom ud med status quo.
Sidstnævnte er Stupid Studio, mens de tre, der gik tilbage, er Konstellation, Plant og Customerwise.
Her trækker specielt Konstellation opmærksomhed, fordi bureauet i efteråret – lige efter regnskabsårets afslutning – blev solgt til Republica. Tilbagegangen kommer desuden oven på flere profilerede cases og fire år med fremgang.
Republicas adm. dir., Susanne Lund, har dog et ganske afklaret forhold til regnskabsresultatet.
”Jeg skal ikke kommentere årsagerne – de ligger før min tid – men det har ikke været vigtigt for os. Det er ikke de økonomiske resultater, vi har købt – det er kompetencerne. Vi tror på, at Konstellation har nogle kompetencer, som vi med gevinst kan sætte i spil over for vores kunder,” siger Susanne Lund.
Konstellation måtte også notere et lille minus – og det samme var tilfældet med Plant, som desuden måtte notere den største tilbagegang på bruttoavancen blandt de fire bureauer.
”2014/2015 var et år, hvor vi satte stærkere ind på at lande større og mere ambitiøse digitale projekter, og det kostede lidt at måtte sige farvel til nogle ting, som var uden for vores kerneforretning. Samtidig måtte vi sige farvel til en kunde som Aller Media, som vi havde lavet nogle større projekter for i de foregående regnskabsår,” siger adm. dir. Martin Schultz og glæder sig samtidig over, at der har været en klar forbedring i det nye regnskabsår, der startede d. 31. juli.
”Vi er tilbage med sorte tal,” siger Martin Schultz.
Nøgletal for Konstellation
- Bruttoavance 9,5 mio. kr. -11,9 pct.
- Bruttoavance pr. Medarbejder 703.704 kr. -2,1 pct.
- Lønandel 78,7 (75,1)
- Resultat af primær drift -0,360 mio. kr. (+0,258 mio. året før)
Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz
Nøgletal for Customerwise
- Bruttoavance 9,2 mio. kr. -8,9 pct.
- Bruttoavance pr. Medarbejder 575.000 kr. -8,9 pct.
- Lønandel 74,9 (74,7)
- Resultat af primær drift +0,364 mio. kr. -20,5 pct.
Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz
Nøgletal for Plant
- Bruttoavance 5,0 mio. kr. -29,6 pct.
- Bruttoavance pr. Medarbejder 581.395 kr. -18,1 pct.
- Lønandel 84,1 (75,0)
- Resultat af primær drift -0,345 mio. kr. (+0,258 mio. kr. året før)
Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz
Nøgletal for Stupid Studio
- Bruttoavance 9,5 mio. kr. 0,0 pct.
- Bruttoavance pr. Medarbejder 753.968 kr. -8,7 pct.
- Lønandel 66,6 (61,3)
- Resultat af primær drift +1,037 mio. kr. -31,3 pct.
Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz