3 digitale bureauer styrkede indtjeningen

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

html24, Stupid Studio og Plant lykkedes alle med at forbedre bundlinjen. Men for det ene skete det på baggrund af faldende bruttoavance.

Rangordner man efter vækst på bundlinjen, så klarede Plant sig bedst i forhold til Stupid og html24. Kigger man til gengæld på toplinien som størrelsen på overskuddet, så er rækkefølgen omvendt.

Faktisk faldt Plant lidt, mens html24 kom ud med en rigtig flot vækst på næsten 30 pct. Det dækker bl.a. over betydelige forandringer i bureauets aktivitet.

“Vores omsætningsfordeling er tippet over fra tidligere primært at være kommet fra andre bureauer til i 2014 at være fordelt med 33% af omsætningen fra bureauer og 67% fra direkte kunder. Vi tror rigtig meget på transparens internt – åbne budgetter og ærlig snak – plus godt købmandsskab. Godt købmandsskab betyder for os at vi skal tjene penge på vores kunder, men vores kunder skal bestemt også tjene penge på os,” siger adm. dir. Bo Møller.

Fremgangen på bundlinjen er dog betydeligt mere beskeden – men det hænger bl.a. sammen med, at man både har hævet lønniveauet og indført et bonusprogram.

“Bonusprogrammet er til “core employees” som er cirka halvdelen af de ansatte. De får så 20% af omsætningen over et vist niveau fordelt hver eneste måned,” siger Bo Møller.

Han har dog noget at tære på, når det gælder bundlinjen. Overskudsgraden er fortsat over 20, hvilket er ret godt.

Nøgletal for html24

  • Bruttoavance 9,8 mio. kr. +27,3 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 700.000 kr. +9,1 pct.
  • Lønandel 58,6 (53,6)
  • Resultat af primær drift +2,132 mio. kr. +4,5 pct.

    Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz

Nøgletal for Stupid

  • Bruttoavance 9,5 mio. kr. +17,3 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 826.087 kr. +2,0 pct.
  • Lønandel 61,3 (60,1)
  • Resultat af primær drift 1,682 mio. kr. +18,0 pct.

    Bruttoavancen og medarbejdertal er estimeret af Bureaubiz

Nøgletal for Plant

  • Bruttoavance 7,1 mio. kr. -7,8 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 710.000 kr. +1,4 pct.
  • Lønandel 75, (78,2)
  • Resultat af primær drift +0,258 mio. kr. +145,7 pct.

    Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz