30 skal rådgive regeringen om markedsføring. Kun 2 er marketingfolk

Peter Engholm
25@mail.dk

Og når det gælder bureauverdenen, er den sat helt uden for døren i det panel, som skal rådgive regeringen om markedsføring af Danmark. DRRB-formand er forundret.

Bureauerne er dem i Danmark, der lever af at rådgive om – og skabe – markedsføring. Men det berettiger dem ikke til at rådgive regeringen om markedsføring af Danmark.

I det hele taget har regeringen ikke fundet, at marketingfolk er vigtige i det panel, som netop er blevet nedsat for at rådgive om markedsføringen af Danmark.

Måske skyldes det, at markedsføring er som fodbold – alle har en mening om det og er ekspert. Spørg bare Morten Olsen eller en marketingansvarlig. For mens et panel om lovrevision helt naturligt ville rumme adskillige jurister, så tæller regeringens markedsføringspanel tæller blot 2 ud af 30, som til daglig beskæftiger sig med netop markedsføring.

Det drejer sig om marketing director Tina Ebler, Vestas, og business area director, Anette Holm, fra Arla.

Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) står bag det nye panel, der er del af handlingsplanen for offensiv global markedsføring af Danmark. Panelet skal styrke tværgående samarbejde mellem statslige og private aktører med branding-interesse og – lige så væsentligt – rådgive regeringen om markedsføringsindsatsen. Samt at foreslå initiativer og skabe debat om markedsføringsarbejdet.

Et panel, der skal rådgive regeringen om markedsføring, men som tæller blot to personer med markedsføringsbaggrund …

“Det kommer an på, hvad du definerer som markedsføring. Når man skal kommunikere, hvad et land står for, så har det – turisterhvervet undtaget – meget lidt med traditionel reklame at gøre, og mere med kommunikation at gøre,” siger Pelle Øby Andersen, markedsføringschef i Økonomi- og Erhvervsministeriet.

At markedsføring er så meget mere end traditionel reklame – det véd de marketingansvarlige i virksomhederne og reklamebureauerne bedre om nogen andre …

“Jo, men et af de væsentlige elementer i markedsføringen af et land er pressekontakten og dermed kommunikation. Vi har både Dorte Kiilerich, VisitDenmark, der især beskæftiger sig med kommunikation, og Finn Mortensen, tidl. Berlingske, fra Klimakonsortiet. Vi kunne måske have valgt flere kommunikationsansvarlige, men vi har fokuseret på adm. direktører, fordi de er bedst til at forankre budskaber i deres respektive organisationer,” siger Pelle Øby Andersen.

Hvad angår bureaurepræsentanter, ser han to grunde til, at de ikke er en naturlig del af panelet:

“Dels ville der være diskussionen om, hvem man skulle vælge, dels ønsker jeg ikke et medlem af panelet, der i princippet også skal sælge mig noget. Panelet skal have rødderne den anden vej – og medlemmerne skal være beslutningstagere,” siger Pelle Øby Andersen.

Det tværgående samarbejde kunne f.eks. være at mikse turisme og gastronomi – men ved at fravælge bureauer siger I også farvel til kreativiteten …

“Nej, det mangler ikke umiddelbart. Panelet holdt brainstorm-møde i går, og da var der masser af kreativitet,” siger Pelle Øby Andersen.

Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening er medlem af Dansk Erhverv, og organisationen har – i lighed med de øvrige organisationer – selv valgt sin repræsentant til panelet. Det har ministeriet ikke blandet sig i, understreger Pelle Øby Andersen.

Dansk Erhverv valgte globaliseringschef Linda Jakobsen – og har ikke spurgt DRRB, hvilket undrer formand Jan Olsen. Hans spontane reaktion, via en dårlig mobilforbindelse til lufthavnen i Oslo, er:

“DRRB er høringsberettiget i en lang række udvalg og paneler, men bliver ikke spurgt i forbindelse med et markedsføringspanel? Det virker mærkeligt, for vores medlemmer ligger i den grad inde med en viden om markedsføring. Det gælder ikke bare bureauer, der har tidligere har markedsført Danmark i udlandet, men også bureauer, der har markedsført udlandet herhjemme. Vi har om nogen forudsætningerne for at rådgive om markedsføring,” siger Jan Olsen.

Læs mere om panelet og dets formål på ministeriets hjemmeside:

http://www.oem.dk/sw25701.asp