Af Peter Engholm 25@mail.dk

Top-Toy, der omfatter BR og Toys’R’Us, har sat navn på de fem finalebureauer, hvor Brandhouse var eneste sikre deltager. Mødet mellem to af de øvrige bureauer har en ekstra dimension.

Brandhouse har efterhånden rutinen i at deltage i bureaukonkurrencer, som nuværende detailkunder afholder – og vinde dem. XL Byg, Imerco og senest Sportmaster er alle genvundet i konkurrencer. Om der bliver bygget videre på denne trackrecord i den aktuelle bureaukonkurrence, som Top-Toy afholder, vides ikke, men nu er der i al fald sat bureaunavn på finalemodstanderne.

Top-Toy er selskabet bag BR-Legetøj og Toys’R’Us (i Norden), og konkurrencen omfatter alle de markeder, hvor kæderne er til stede.

Da Bureaubiz for halvanden måned siden bragte nyheden om konkurrencen, udtalte Top-Toys marketingdirektør Morten Boye, at Brandhouse var eneste sikre deltager i konkurrencen.

“For os vil det være en fordel at have kun et bureau, men der kan blive tale om at placere de to kæder på hver sit bureau, hvis det viser sig at være den rigtige løsning i forhold til at sikre den ønskede differentiering”, sagde Morten Boye om konkurrencen.

Forventningen var, at konkurrencen skulle rumme 4-5 bureauer, og tallet blev 5. De fire øvrige i finalen er Advance, DDB Stockholm, Halbye Kaag JWT samt Saatchi & Saatchi. Det oplyser resume.se.

Altså 4 danske og 1 svensk bureau i finalen, men frem for en egentlig landskampstemning kan det være mere interessant at følge mødet mellem Halbye Kaag og Saatchi. Her kan fodbold-billedet godt bruges, for transfervinduet har været pivåbent på de to bureauer, og Saatchis tidligere kreative direktør, Simon Wooller, rejste sidst i 2009 til Halbye Kaag og har siden taget flere af Saatchis yngre kreative med sig. Omvendt har Saatchi hentet senior-erstatning ind fra Partners og Bark Copenhagen.

Hestbæk Consult er bureaukonsulent på konkurrencen, der forventes afsluttet inden sommer.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club