4 kendte skuespillere markedsfører intimsæbe i 2 film

Peter Engholm
25@mail.dk

En cabaretgruppe med et nummer om skedesvamp – dét var afsættet til et samarbejde mellem City Singler og Orkla-brandet Intima. Se de to film her

Det begyndte med en mail til Bureaubiz fra et bureau – angiveligt “hele bureauet” – der befandt sig i en tilstand af vantro over en bestemt kampagne; to film med City Singler – præsenteret af Intima – en intimplejeserie fra den store norske Orkla-koncern.

I de to film sidder de fire skuespillere i City Singler – Anne Louise Hassing, Kaya Brüel, Sofie Lassen-Kahlke og Trine Gadeberg – i sminkerummet og diskuterer hhv. læber og frisurer. Denne diskussion føres videre af de fires nedre regioner – med den usædvanlige afmelding ”Stemmeret til kussen”.

”Ret vildt, at Louise Hassing og Kaya Brüel har stillet op,” hedder det i mailen – uden at nævne de to andre.

Men pointen er, at det i mindre grad er de fire skuespillere, der stiller op, men i højere grad netop City Singler. Det understreger brandmanager for Intima, Louise Ramus Jensen:

”De fire skønne kvinder kalder en spade for en spade, og de har så at sige lov til det, når de er City Singler.”

Og det var netop den bramfri tilgang, der tiltalte Intima:

”Vi så dem i Aftenshowet på DR, hvor de talte om deres kommende show. Her fortalte de bl.a. om et tidligere nummer, der handlede om skedesvamp. På den baggrund kontaktede vi dem for at høre om et samarbejde,” siger Louise Ramus Jensen.

Hun tilføjer:

”Intima er en intimplejeserie – og en kategori, der bokser med at være tabubelagt. Med City Singler så vi en måde at få iscenesat emnet, som mange kvinder knokler med forneden.”

City Singler har selv skrevet manus for de to film – inden for de rammer, som Intima satte op. Det oplyser kvartettens agent, Marie-Louise Derning, der er markedschef i Agenzy:

”City Singler er uden filter, og derfor er det nærliggende, hvis en intimplejeserie hyrer City Singler til et par film. Begge parter har været tilfredse med samarbejdet, men stilen i de to reklamefilm lægger sig op af, hvad City Singler var i de to foregående shows. Det kommende show er mere raffineret, og derfor – og for at indgå kommerciel indblanding – er jeg opmærksom på at holde reklamefilm og show tidsmæssigt adskilt,” siger Marie-Louise Derning.

Adskillelsen går især på Intima-navnet. For agenten vil ikke afvise, at sokkefigurerne fra reklamefilmene på selvstændig vis godt kan indgå i et City Singler-repertoire på et tidspunkt.

Hos Intima oplyser Louise Ramus Jensen, at Oliver Zahle har været inden over som konsulent på filmene, som er instrueret af Jannik Vestmar

”Vi har lagt de to film på YouTube, og de er også lagt på Facebook – både hos os og hos City Singler. Vi har annonceret på Facebook, og Specific Media har sørget for, at filmene er kommet ud på en række platforme. Vi har en masse hits,” siger Louise Ramus Jensen, der om kritikken af filmene siger:

”Vi har – bl.a. på Facebook – fået en del positiv kritik. Der har også været enkelte mindre positive kommentarer, og med den kant, der er i emnet, kan det næppe undgås. Alene det, at folk forholder sig til emnet – intimpleje – er positivt.”