4 københavnere og 1 aarhusianer bedømmer nordjysk kreativitet

Peter Engholm
25@mail.dk

Kan Nordjylland bære en ambitiøs fejring af en relativt lille kreativ branche? Det var det spørgsmål, Årets Brøl stillede sig selv sidste år – og 159 indsendelser svarede ja. Nu fortsætter løjerne.

Årets Brøl 2014 er Nordjyllands største temperaturmåling af ”virkningsfuld, kreativ og veludført markedsføring”. I premiereåret 2013 indsendte deltagerne 159 kreative bidrag, og det har givet arrangørerne – for nu at blive i løve-jargonen – blod på tanden.

Reklamebureauer, selvstændige kreative, producenter og annoncører opfordres således til at sende deres arbejder ind til bedømmelse.

Alle bidrag til Årets Brøl vurderes af en jury, hvis formand i lighed med sidste år er Thomas Hoffmann, kreativ direktør og indehaver af &Co. Han får som noget nyt følgeskab af  Niels Heilberg, formand for Creative Circle siden 2005.

Juryen består af 4 personer med dagligt (bureau)virke i København og 1 med afsæt i den aarhusianske bureau-verden:

  • Thomas Hoffmann (formand), kreativ direktør og indehaver, &Co
  • Niels Heilberg, ejer og CEO, HumanConsult samt formand for Creative Circle
  • Troels Nørlem, Director, Designit
  • Thomas Fabricius, kreativ direktør, DDB Copenhagen
  • Søren Christensen, Client Service Director/Partner, Robert/Boisen & Like-minded

Bag Årets Brøl står Erhverv Norddanmark, hvis Kreativgruppe i år satser på at gøre fejringen endnu større. Sekretariatschef i Erhverv Norddanmark Anita Møller, siger:

”Sidste år beviste vi, at janteloven ikke længere findes i Nordjylland. Årets Brøl var en kæmpe succes, og vores indtryk er, at de kreative i Nordjylland har konkurrencen i baghovedet, når de udvikler nye, kreative løsninger, og mange vil rigtig gerne løbe af med én af de kreative priser. På den måde er vi på kun ét år blevet en prisfest, branchen regner med.”

De nordjyske kreative kan fra i dag – frem til den 16. april – indsende bidrag i 20 forskellige kategorier. Prisuddelingsfest afholdes den 29. august 2014 i Aalborg.

Læs mere her.