4 mediabureauer blandt Danmarks 10 største

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Men det er stadig et digitalt bureau, der er landets største. Recommended er nu landets største reklamebureau.

Trods et miserabelt 2009 bevarer Creuna rollen som Danmarks største bureau, når man vurderer det uafhængigt af bureautyper.

Men man finder et nyt bureau på 2. pladsen, fremgår det af den årlige bureaurapport fra Bureaubiz, der udkommer i dag.

Det er Recommended (NP3 Communications Group), der er rykket op på 2. pladsen – og dermed titlen som Danmarks største reklamebureau.

En anden bemærkelsesværdig ting på Top 10 listen er, at man finder hele fire mediabureauer på den – med Aegis som det største. Aegis er nr. 5

Det er dog kun tilfældet i det omfang, man ser Group M bureauer hver for sig, som det sker i bureaurapporten.

Konsoliderer man de fire Group M bureauer, så er de ikke bare landets største mediabureau – de er også landets største bureau i det hele taget med en samlet bruttoavance på 217 mio. kr. Creuna landede på 200 mio. kr.

Årets højdespringer blev Adpeople, der gik fra en 8. til en 4. plads, mens Kunde & Co gik fra en 2. til en 6. plads.

9 ud af 10 på Top 10 er gengangere, mens Guava er gledet ud og Mediaedge:cia er hoppet ind på en 10. plads.

Recommended er samtidig et bureau med fortsat fart på. Uden at kende udviklingen i seneste regnskabsår – det sluttede 30. juni – så er bureauet i hvert fald vokset med godt 20 mio. kr. gennem opkøbet af web-bureauet Zupa.

Danmarks 5 største bureauer

  1. Creuna 200,623 mio. kr., -24,3 pct.
  2. Recommended 153,240 mio. kr., +3,9 pct.
  3. People Group 141,500 mio. kr., -0,3 pct.
  4. Adpeople 132,011 mio. kr. +9,2 pct.
  5. Aegis 118,363 mio. kr. +2,2 pct.

Bureaubiz’ årlige bureaurapport koster 1495 kr. ex. moms og kan bestilles hos finn@bureaubiz.dk