40-årigt belysningsfirma laver sin første reklamefilm

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Nordjyske Nordlux har fået en autodidakt filmskaber til at lave filmen og fremhæver, at den er lavet uden bureau. Se filmen her.

Det 40-årige belysningsfirma, Nordlux har fået den autodidakte filmskaber Mads Jeppesen til at stå for koncept, instruktion og produktion af virksomhedens første reklamefilm.

Filmen skal positionere brandet ’Design For The People’ på det europæiske marked og Klaus Graven Nielsen, der er global salgsdirektør fremhæver, at det er sket uden hjælp fra et bureau:

”Vi havde brug for at kunne overlevere ansvaret fuldt ud til den rette, uden et større bureau-setup, og Mads har fra starten bevist, at han var den rette mand til opgaven”.

Filmen skal bl.a. vises på forskellige messer og er samtidig lavet i kortere versioner til de sociale medier med fokus på Facebook og Instagram.

I en pressemeddelelse beskrives filmen således:

”Filmen hylder lyset, og de magiske stunder lyset skaber i samspil med mennesket. ’Design For The People’ har i hænderne på Mads Jeppesen ladet sig indlemme i en mere melankolsk og poetisk indpakning, og viser derved en ny side af brandet, som tidligere har været rodfæstet i et mere kommercielt univers.

Om opgaven siger Mads Jeppesen:

”Stor cadeau til Nordlux for den tillid de har vist gennem hele projektet. At få koncept og produkt til at spille sammen har været en spændende udfordring, da jeg altid prioriterer lyset i mine produktioner, og i denne opgave var lyset selve produktet”.