40 bureauer ville have tegnefilm-budget

Peter Engholm
25@mail.dk

Omtalen på Bureaubiz gav Cartoon Network stor søgning til sin bureaukonkurrence. Nu er vinderen fundet.

Opfordringen var ikke til at tage fejl af, da Bureaubiz i december bragte en udtalelse fra Mette Bach, der er Nordic marketing executive hos Cartoon Network.

“Vi lancerer til marts Cartoon Networks nye website og leder i den forbindelse efter en ny samarbejdspartner – et webbureau, der kan udvikle ca. otte microsites af forskellige størrelser om året samt udvikle andre online løsninger.”

Opgaven blev beskrevet – bl.a. skal micrositene ud i Norge, Sverige og Danmark – og så blev røret lagt på. Men Mette Bach skulle ikke vente længe.

“Telefonen glødede, for der var 40 bureauer, der henvendte sig. Det var overvældende. Også fordi vores proces var så kort,” siger Mette Bach.

I henvendte jer til webbureauer – en del af branchen, I ikke kendte så meget til på forhånd. Hvordan valgte I ud?

“Vi så på bureauernes egne sites – bl.a. designet, cases og innovative elementer. Jeg ved godt, at man først og fremmest bruger ressourcerne på at udvikle for kunderne, men alligevel er sitet også sigende for et bureau. Vi shortlistede herefter 10 bureauer, som vi snakkede med,” siger Mette Bach.

Hvem var finalebureauerne?

“Det vil jeg ikke afsløre, men der var fem bureauer i finalen – inkl. ét med danske rødder, men det var deres New York-kontor, der ringede mig op – som de første. Og alle fem finalebureauer leverede flotte oplæg. Udvælgelsen havde selvfølgelig været lettere, hvis der havde været noget møg imellem, men det var bestemt ikke tilfældet. Det var fantastisk, men vi endte med at vælge Wasabi, der stak ud til sidst,” siger Mette Bach.

Hun oplyser, at selv om opgaven er stramt defineret – Cartoon Network står således selv for bl.a. koncept og tv-kampagner – så har Wasabi derudover leveret indspark og inspiration, der ville kunne bruges på andre planer i det videre forløb.