Mens antallet af tilmeldte arbejder til næste uges festival i Cannes har vist et fald på ca. 20 pct., ser det ud til at gå meget værre med deltager-tallet.
Festivalens direktør Phillip Thomas siger til AdAge, at han ikke kan opgøre antallet, før festivalen er slut, men han forventer mindst 6000 deltagere imod sidste års 10.000.
AdAge vurderer således, at faldet bliver på omkring 40 pct. og citerer en række bureauer for at have skåret drastisk.
F.eks. har global chief cereative officer, Tony Granger hos Y&R Advertising skullet godkende alle deltagere og det er blevet til omkring 50 mod 140 sidste år.
Engelske BBH sendte sidste år omkring 15 personer af sted, men ingen i år.
“Det er ikke rimeligt at sende folk afsted, når vores stab samtidig sendes på ulønnet ferie”, siger viceformand Jon Peppiatt og tilføjer, at bureauet som sådan bruger 20 pct. mindre på reklamepriser i år.
Også hos DDB har man skåret kraftigt i budgettet til priser.
Men rent faktisk ser det ud til gå hårdere ud over andre priser end Cannes. Det gælder f.eks. sidste måneds Clio, hvor entries faldt med 45 pct. og deltagertallet med 50.
Hos BBDO North America har man skåret deltagerantallet til Cannes med 80 pct.
Også på annoncørsiden oplever man beskæringer. Procter & Gamble har reduceret til 17 personer, hvilket er ca. det halve i forhold til sidste år.
Spørgsmålet er så, om det blot er et momentant krise-tegn og at tingene vender tilbage til normalt igen. Det tror Bob Scarpelli, der er chief creative officer DDB Worldwide, ikke.
“Vi har trykket på reset knappen. Vil tingene vende tilbage til, hvad de var? Jeg tror det ikke”, siger han til AdAge.