5 bureauer delte 18 shortlister ved reklame-EM

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Opdateret: Ingen danske film shortlistet, mens UncleGrey og Robert/Boisen tog for sig, da shortlisterne i 14 kategorier blev offentliggjort ved Eurobest i Helsinki.

Opdateret: Eurobest, der er lillesøster til Cannes Lions, er gået i gang i dag i Helsinki i Finland. Allerede i slutningen af sidste uge blev Innovation-shortlisten offentliggjort – og den rummede et dansk bidrag i form af Hello Mondays arbejde for Google.

Mandag kom så shortlisterne i de næste 13 kategorier, og her kunne specielt to danske bureauer og cases glæde sig.

Umiddelbart delte 4 bureauer 14  shortlister – og de 11 af dem blev delt mellem UncleGrey og Robert/Boisen & Like-minded. Men der er formentlig 3 mere til Hello Monday.

  • UncleGreys arbejde for Stylepit blev shortlistet 1 gang i Design, 3 gange i Interactive og 2 gange i Mobile – ialt 6 shortlister.
  • Robert/Boisens Spies-case, Do It for Denmark opnåede 5 shortlister: 1 i Branded Content & Entertainment, 1 i PR og 3 i Promotion & Activation.
  • Hertil kom McCann med 2 shortlister for Ikea Showromm – i henholdsvis Media og Promotion & Activation.
  • Og endelig var der en shortliste til Saatchi & Saatchi for Coca-Cola (Slurp).

Hello Mondays shortliste i Innovation er for et arbejde med navnet Spell up og krediteret i samarbejde med Google Creative Lab. Det samme arbejde er nomineret to gange i Interactive og en gang i Mobile – men her er det kun Google Creative Lab, der er krediteret. Ifølge Anders Sønderby Jessen fra Hello Monday, så er bureauet med, og dette vil fremgå af den mere detaljerede krediterings-liste.

Der er indsendt ialt 100 danske arbejder til konkurrencen – fordelt på 16 kategorier. Af de 100 arbejder er de 89 nu blevet bedømt. 

I fem kategorier med dansk deltagelse blev det ikke til rød-hvid shortliste: Film, Direct, Outdoor, Print samt Print & Poster Craft. I Radio-kategorien var der ingen danske arbejder indsendt. 

Onsdag følger de sidste to shortlister; Integrated og Film Craft. Her dyster i alt 11 danske arbejder.

Søger man i øvrigt efter andre danske islæt, så er Verdensnaturfondens danske afdeling med i to shortlister fra et tyrkisk bureau, og Lego er involveret i en engelsk og en svensk shortliste. Endelig er Momondo involveret i to engelske shortlister.