5 bureauer skal dyste om Femern. Om budget på 87.000 kr.

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Femern-forbindelsen søger bistand til medie-overvågning. Det sker via et udbud, der ret beset ikke er nødvendigt, for budgettet er lille. Men Femern A/S vil gerne have et overblik over markedet.

Femern-forbindelsen – med verdens længste sænketunnel – er et projekt til overvældende 55 mia. kr. Denne præstation kræver naturligvis overblik og overvågning, også på medie-siden.

Derfor er et mediebudget nu i udbud – dog i helt anden budget-størrelse; 87.000 kr. pr. år for den danske del af udbuddet.

Opgaven består i en daglig overvågning af, hvad der bliver sagt, vist og skrevet om Femern-forbindelsen i de danske medier, og de 87.000 kr. nævnt i udbudsmaterialet er, hvad der blev brugt på ydelsen i 2013.

Lyder det ikke af meget? Så kan det årlige beløb ganges med fire, for kontraktens varighed vil blive på 48 måneder med mulighed for forlængelse i op til 2 x 12 måneder.

Stadig ikke den store sum? Beløbet kan nok blive højere, vurderer pressechef i Femern A/S, Karsten Holmegaard:

”De 87.000 kr. er sidste års udgift, og det er næppe usandsynligt, at dette beløb vil stige de kommende år. Dertil kommer en option i udbuddet om forskellige analyseopgaver,” siger Karsten Holmegaard.

Men selv 4 x 87.000 kr. + det løse bringer jer ikke derop, hvor I behøver at gå i udbud …

”Nej, det er ikke et krav. Men vi søger med udbuddet at danne os et overblik over markedet,” siger Karsten Holmegaard.

Femern-forbindelsen vil ud fra ansøgerfeltet præ-kvalificere et finalefelt på fem deltagere, vurderet ud fra økonomisk og finansiel kapacitet samt erfaring med medie-overvågning inden for de seneste tre år.

Der er ansøgningsfrist den 19. december. Og skulle man ligge inde med erfaring i at overvåge tyske medier, så er man velkommen til at byde på den tyske del af kontrakten. Det vil i givet fald give dobbelt-op på de 87.000 kr.