5 bureauer vandt konkurrencen om DSB

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Særligt to bureauer har skilt sig ud i konkurrencen og er blevet placeret på alle tre delaftaler. 16 bureauer var i spil i sidste runde. Se den endelige fordeling her.

DSB har ikke bare været gennem en del turbulens som selskab de sidste par år. Det har også gjaldt på bureauområdet, hvor selskabet for et par år siden valgte at udskifte sit mangeårige samarbejde med Bates Y&R med et nyt med Wibroe, Duckert & Partners.

Det blev dog et kort samarbejde. Sidste efterår gik man fra hinanden, og der kom nu helt nye toner fra DSB. Man ville nu arbejde med en rammeaftale, hvor man skulle bruge tre bureauer inden for tre områder, som så fik retten til at byde ind på opgaverne.

Den proces er nu overstået. Efter at have haft 16 bureauer i spil, er der nu udvalgt 5 bureauer som DSBs fremtidige bureaupartnere.

Det drejer sig om:

  • Mensch
  • Zupa Recommended
  • Hill + Knowlton
  • Yellow
  • Very

“DSB har valgt de bureauer, som vi mener bedst kan hjælpe med at opfylde de nuværende og kommende målsætninger for DSB. Vi har lagt vægt på, at vi har en bred vifte af rådgiverkompetencer når vi skal udvikle de kommunikationsindsatser vi får brug for. Med den kombination af kompetencer vi har med disse bureauer mener jeg, at vi står stærkt,” siger kommunikationsdirektør Lars Kaspersen.

De tre områder, hvor der skulle placeres tre bureauer på hver, var:

  • Marketingstrategi – Zupa Recommended, Mensch, Hill & Knowlton
  • Koncepter og print – Zupa Recommended, Mensch, Yellow
  • Koncepter og digital – Zupa Recommended, Mensch, Very

Det første punkt hedder nu Årsplanlægning. Som det fremgår, så skiller to bureauer sig ud ved at optræde op alle tre delområder.

Det skal bemærkes, at samtidig med den voldsomme turbulens, selskabet har været i, er der skåret betragteligt i marketing-budgettet. De gamle dage, hvor Harry & Bahnsen fyldte markant i reklameblokken, er slut.