50 år i branchen: De gode gamle dage er overvurderede

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Men de moderne tider er hårde, og giver ikke meget rum til overskudsagtige ting i bureauerne. Produktionschef takker af efter 50 år på bureau.

At en produktionschef takker af og går på pension er normalt ikke en historie, der finder vej ud i nyhedslisten. Men når man siger stop efter næsten 50 år i branchen, så kommer der alligevel en fascination.

Tænk engang – da Envisions produktionschef Frank Scheving i 1963 som 16-årig begyndte som knallertbud hos reklamebureauet Buddig & Jugel, så var det til tonerne af Beatles og Rolling Stones i Radio Luxemburg.

Tænk så frem til nutidens udfordringer med ikke bare internettet men også de sociale medier, der er på vej til at revolutionere markedsføringen. Der må have været nogle revolutioner undervejs.

Ind imellem hører man gamle reklamefolk tale om de gode gamle dage. Dem hører Frank Scheving ikke til. Han erkender dog, at det er blevet mere alvorligt.

“Der er i dag meget få store budgetter, der kan retfærdiggøre en stor bemanding med de muligheder det giver. Der skal kæmpes meget mere for tingene i dag og leveres meget mere for mindre. Det er blevet mere alvorligt og der er ikke den samme lethed som tidligere. Der er følgelig heller ikke den samme plads til overskudsagtige ting i bureaubranchen – som f.eks. en reklameskole,” siger Frank Scheving og fortsætter:

“Til gengæld var det nærmest modsat i de gode gamle dage og jeg køber ikke, at det hele var bedre dengang. Der var gode ting dengang – og der er gode ting nu.”

Efter tiden som knallertbud kom Frank Scheving i gammeldags mesterlære som produktionsmand. Her fungerede han som produktionschef frem til 1969.

Den videre karriere fortsatte som produktionschef med kortere og længerevarende jobs hos bl.a. Lockeys Reklamebureau, en årrække i 70’ernes mest hotte NP bureaukæde, som formerede sig med NP/1, NP/2, NP/3, NP/4 og NP/5 i henholdsvis Egå og Aarhus, og fra 1984 som medejer af NBS Reklame & Marketing, som i 1989 fusionerede med TWH Reklame & Marketing.

Dette bureau blev købt af NP/Grey i 1992, hvor Frank Scheving fortsatte som produktionsdirektør.

I 1998 blev han hentet ind som produktionsdirektør hos Vetterli & Hjortshøj Reklamebureau. Og i 2004 førte vejen videre til Envision i Aarhus, hvor han nu har valgt at stoppe efter 8 år som produktionschef.