Sidste år stillede jurymedlemmet Christian Peytz spørgsmål ved, om Danske Banks kampagne “Mening og handling” var mere end blot en kampagne:
“Hvis det viser sig at være mere end dét, så står vi her måske igen til næste år.”
Kald Peytz en profet – for på Mediadagen, som Huset Markedsføring afholdt på Kulturkajen Docken på Østerbro i København, føjede Danske Bank og Mediacom yderligere øvelse i at gå ruten fra salens betongulv og de tre trin op til scenen.
I år fik de bistand af Zupa og &Co, der bidrog til både kampagneprisen og Årets Rambuk. Også Mediestrategiprisen gik til Danske Bank – og Mediacom og Zupa.
I alt 6 bureauer og 5 annoncører deltes om 7 priser: For annoncørernes vedkommende fik Danske Bank 3 priser, ATP 2 og både Nike, Hjerteforeningen og L’easy fik 1 hver. Se nederst i artiklen den samlede bureauliste og alle vinder-casene.
Tv- og Weekendavisen-journalisten Martin Krasnik var en lun og kompetent vært for de godt 250 festdeltagere – men han blev overgået i opmærksomhed af case-speakeren, der leverede den vel nok mest sensuelle præstation i de senere års dansk award-uddeling.
I andre af branchens priser består juryen af den samme type bureaufolk, som skal modtage priserne. I Rambukken er der ikke mediabureau-ansatte i juryen, det i år for flertallets vedkommende bestod af reklamebureau-ledere og marketingdirektører,
Bureaubiz talte efterfølgende med tre af bureau-direktørerne. Fælles for dem alle var en dyb respekt og imponerethed over kvaliteten i vindercasene. Men Jørgen Blauert, adm. direktør i Recommended, havde også været med sidste år og kunne konstatere, at niveauet generelt var højere sidste år.
Denne holdning fandt støtte hos Thomas Ladefoged, general manager hos AdPeople, der var jurymedlem for 3. år i træk:
“Niveauet var nok lidt højere sidste år. Til gengæld var casebeskrivelserne under ét mere fokuserede i forhold til beskrivelserne og mere gennemarbejdede. Men et godt fif til næste gang: Hold igen med adjektiver som fantastisk og banebrydende – dokumentér det i stedet for,” sagde Thomas Ladefoged.
Pernille Simmelkiær, adm. direktør i We Love People, var mindre entydig i sin vurdering af årets standard:
“Der var flere arbejder på shortlisten i år, og generelt udtrykker de mange indesendelser et bredt spekter: Med arbejder i hver sin ende af skalaen. Og de mange indsendte arbejder levner også plads til spinkle kampagner båret af en god idé,” sagde Pernille Simmelkiær.
Fra scenen var Henrik Busch, adm. direktør i Jubii, mere kontant:
“Der skal lyde et opråb i Mediestrategi – der er rystende få indsendte arbejder i denne kategori. Feltet er en smule tyndt her.”
Årets Rambuk 2011 – fordelt på bureauer
(parentesen er antal point)
- Mediacom (32)
- Zupa (24)
- OMD (16)
- &Co (16)
- Electric/Rainmaker (12)
- Mindshare (10)
- PHD (8)
- IUM (6)
- Mediabroker (2)
- MEC (2)
- Patchwork New Media (2)
- Agenda (1)
- DDB (1)
- Maxus (1)
- Partners (1)
1 point for shortliste-placering, 5 point for en pris + 5 point for hovedprisprisen, Grand Prix.
Er flere bureauer krediteret for en opgave, får de hver det fulde antal point.
Rambuk 2011 – samlet vinderliste
(Mediabureau og kunde, produktet og kampagnens navn)
Årets Rambuk – Grand Prix
MediaCom / &Co / Zupa for Danske Bank
Bank
Gul Bank
Medieidé-prisen
MediaCom for Hjerteforeningen
Donation til kvindehjerter
Elsk Hjertet
Mediestrategi-prisen
MediaCom / Zupa for Danske Bank
Mobilbank
Mobilbank
Digital-prisen
OMD og Electric/Rainmaker for ATP
Oplysning om pension
PensionsPulsen – “Hvor meget mand er du?”
Involverings-prisen
OMD og Electric/Rainmaker for ATP
Oplysning om pension
PensionsPulsen – “Hvor meget mand er du?”
Den taktiske pris
Mindshare for NIKE Danmark
NIKE Free Run ID sko
NIKE Free Run ID
Kampagne-prisen
MediaCom / &Co / Zupa for Danske Bank
Bank
Gul Bank
Indsigts-prisen
PHD for L’EASY
L’EASY
Målgruppestudie