616 arbejder dyster ved Creative Circle Award

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Creative Circle har ryddet op i kategorierne, og bureauernes interesse for prisen er usvækket. Juryerne skal også vurdere ungdomsarbejder og skal derfor ikke forvente en lang lunch.

Creative Circle Award (CCA) sætter ikke rekord i år – i al fald ikke hvad angår antallet af indsendelser.

616 arbejder inden for reklame, reklamehåndværk, digital, design og direct er indsendt til bedømmelse. Det cementerer CCA’s position som den største kreative prisuddeling herhjemme, men størrelsen er ikke en væsentlig faktor hos arrangørerne. Og det lidt mindre antal har da også en forklaring.

”Det er væsentligere for os at holde kategorierne up-to-date end at fokusere på antallet af indsendte arbejder. Vi har de senere år set både færre og flere indsendelser end i år, og de 616 indsendelser er flot – særligt fordi vi i år, i de fleste kategorier, har fjernet mulighed for at sende det samme arbejde ind på tværs af kategorier,” siger David Asmussen, næstformand og juryansvarlig i Creative Circle.

Bureauerne skal i år skyde mere præcist med deres indsendelser i stedet for at skyde med spredehagl, som det tidligere har været muligt.

”Creative Circle har til formål at højne kreative standarder, og vi mener ikke, at det øger kreativiteten at se det samme arbejde belønnet mange gange,” siger David Asmussen.

Oprydningen og justeringen gør det også svært at sammenligne interessen for de enkelte kategorier. Men Direct er vokset fra 3 til 4 kategorier, og har mere end fordoblet antallet af indsendelser – fra godt 20 til over 50 – sammenlignet med premiereåret 2015. Det må tilskrives, at DM-prisen sidenhen er lukket og nu er integreret i CCA.

“Vi glæder os på Direct over samarbejdet med Post Danmark, og især over bureauernes opbakning til kategorien,” siger David Asmussen.

Digital ser ud til at være blevet mindre, men det dækker bl.a. over, at social driven campaigns og content driven campaigns ligger i Advertising-kategorien, men bedømmes af både digital- og advertising-jury.

Og jury-medlemmerne – i alt 7 juryer á 12-15 personer – kommer på hårdt arbejde om godt en måned. Ikke nok med, at de 616 arbejder skal vurderes – det skal de næsten 200 arbejder i YCCA, Young Creative Circle Award, også.

Blandt de unge kreative – født efter 25. juni 1985 – samler interessen sig for Advertising-kategorien, efterfulgt af Digital.

Creative Circle Award uddeles ved et show fredag den 27. maj i København.