Der er ikke så mange udenlandske forbrugere, der handler i danske netbutikker, mens danske forbrugere gladeligt handler i udenlandske netbutikker.
Det skaber en ubalance i danske e-handelsbutikkers disfavør. For at rette op på dette, har Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen i dag offentliggjort en 6-punkts plan som skal hjælpe danske e-handelsbutikker med at øge eksporten.
I 2014 brugte danskerne 74 mia. kr. på e-handel, heraf 23 mia. kr. til udlandet. Den anden vej, var det kun under 5 mia. kr., som udenlandske forbrugere køber for årligt i danske netbutikker.
De seks initiativer, som handels- og udviklingsministeren søsætter for at øge e-handelseksporten er følgende:
- Øget eksportrådgivning, der skal hjælpe danske virksomheder med e-handel i udlandet i forhold til screening af konkurrenter, prisfastsættelse i markedet, sprogassistance i forhold til produktbeskrivelse og webtekst, betalingsmetoder, momsafregning, forbrugerregler, logistik og distribution.
- Eksportfremmeprogrammet Vitus for danske e-handelsvirksomheder, der ønsker at komme i gang med e-handel til et eller flere markeder. Programmet er forbeholdt små – og mellemstore virksomheder og fastlægges i partnerskab med Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH). Det skal køre som et pilotprogram til foråret 2016.
- eMasterclass i New York og San Francisco, der skal gennemføres til efteråret 2015 for interesserede danske e-handelsvirksomheder med et klart fokus på det amerikanske online-marked. Deltagerne vil få adgang til nogle af de vigtigste aktører og ekspertise indenfor E-commerce i USA.
- Særlig e-handelsrådgivning i Kina og sondering af mulighederne for at etablere af et dansk indkøbscenter på én af de førende kinesiske e-handelsplatforme med danske produkter inden for mode, design, detailhandel, fødevarer etc.
- Etablering af en e-handelsportal som ”one-stop-shop” til information og viden om online eksport.
- Udarbejdelse af landeguides om e-handel i andre lande.
Foreningen for internet-butikker, FDIH, er begejstret for de nye tiltag:
“Vi er oven ud begejstret. Udenlandske netbutikker erobrer store markedsandele i Danmark. Der er derfor behov for en målrettet indsats for at fremme dansk eksport online, og udspillet er både godt og meget konkret,” siger adm. direktør Annette Falberg, FDIH og fortsætter:
”Udspillet giver FDIH store forventninger til markant stigende eksport på alle fronter. De danske e-handelsvirksomheder får nu en gylden mulighed for at kapitalisere det forspring, som det stærke hjemlige e-handelsmarked har skabt. Det politiske udspil fra ministeren er derfor meget vigtigt, og vi glæder os til at se resultaterne.”
Netop i dag, hvor de nye initiativer offentliggøres, afholder FDIH E-handelsprisen 2015 og handelsminister Mogens Jensen holder festtalen for de omkring 700 gæster på Tivoli Hotel.