7-Eleven har fundet sit nye bureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Tre bureauer dystede – og vinderen skal hjælpe med at løfte kvalitetsoplevelsen af kædens kommunikation.

Saatchi & Saatchi løb af med sejren i konkurrencen om 7-Eleven, der så vidt Bureaubiz erfarer havde deltagelse af tre bureauer.

Konkurrencen gik i gang, da 7-Eleven besluttede sig for at stoppe det samarbejde med Robert/Boisen & Likeminded, der var etableret i sommeren 2010.

Men i begyndelsen af sidste efterår kom Bo Velling-Theisen til som ny marketingchef, og han vurderede ikke, at bureauet var det rigtige til den videre udvikling af kæden.

En af Saatchis arbejdsmetoder hedder Lovemarks, og det har fænget hos Bo Velling-Theisen, der taler om både at løfte kvalitetsopfattelsen af kommunikationen samt om at få lidt mere kærlighed ind i forbrugernes forhold til brandet.

“Som kæde er vi i dag rigt repræsenteret over hele landet, og det stiller krav til vores kommunikation, som skal tilgodese mange forskellige målgruppers forskellige behov. Samtidigt har vi en mere generel udfordring i at løfte forbrugernes kvalitets- og imageopfattelse af 7-Eleven brandet. Så en af overskrifterne på samarbejdet med Saatchi & Saatchi bliver, at vi sammen skal få endnu flere til at vælge 7-Eleven af lyst og begejstring – med hjertet,” siger Bo Velling-Theisen.

Han taler desuden om, at kommunikationen ikke skal være et signal – den skal også repræsentere en handling.

“Når man sætter retningen for kommunikationen, så sætter man også retningen for organisationen,” siger Bo Velling-Theisen.

7-Eleven har bl.a. øget fokus på sundhed i den senere tid.

“Vi er ikke smagsdommere – folk må selv vælge. Men vi vil gerne fortælle, at man også kan leve sundt ‘på farten’,” siger Bo Velling-Theisen.

I den nye kommunikationslinje vil man opleve mere sanselighed. Der vil også blive lagt flere kræfter i online, hvor bl.a. de sociale medier bliver et vigtigt omdrejningspunkt.

“Som koncept har vi meget på hjerte, som vi gerne vil fortælle og vise til et stort og bredt publikum, så vores synlighed i det traditionelle medielandskab vil i høj grad fortsætte. Sideløbende vil vi fortsætte med at tale mere målrettet til forbrugerne med alt fra nyheder til gode tilbud, og her spiller de sociale medier en stor og støt stigende rolle,” siger Bo Velling-Theisen.

7-Eleven har siden september sidste år øget antallet af fans på Facebook fra 4.000 til næsten 53.000 fans, som tilmed beskrives som ganske aktive og engagerede.