75 bureau- og marketingfolk skal hjælpe kriseramte kvinder

Peter Engholm
25@mail.dk

Landsorganisation af kvindekrisecentre får ca. 150 konsulenttimer samlet i et katalog, når IAA mødes til nyt om nudging og seriøs Lego-leg i en garage.

Kvinder, der har været udsat for vold – herunder kærestevold og vold i forbindelse med æresrelaterede konflikter, kan få rådgivning af LOKK, Landsorganisation af kvindekrisecentre.

Det er en broget flok, der henvender sig til LOKK, og derfor risikerer klassisk massekommunikation let at stryge hen over hovederne på målgruppen, når der skal fortælles om den godt 25 år gamle organisation.

I stedet vil den danske afdeling af IAA, International Advertising Association, hjælpe på anden vis. På IAA Community Day 2013 mødes op mod 75 bureau- og marketingfolk for først at blive inspireret og netværke, siden yde et konkret bidrag i form af input til LOKKs arbejde.

”Vi skal høre adfærdsforskeren Pelle Guldborg Hansen, der er Danmarks førende ekspert inden for nudging – det veltilrettelagte venskabelige puf, der uden brug af straf eller belønning påvirker adfærd i en ønsket retning. Offentlige institutioner og detailhandlen er dygtige til at nudge, og bl.a. bureauer kan have gavn af tips og tricks inden for emnet,” siger Julie Bidstrup, der er bestyrelsesmedlem i IAA.

På Community Day kommer også Soulaima Gourani – provokatør, virksomhedsrådgiver og for nylig udnævnt til Young Global Leader af World Economic Forum. Hun vil fortælle om at bryde vanetænkningen og transformere kunder til fans ved at bringe andre intelligenser i spil.

Laila Pawlak er facilitator på dagen samt værtinde, thi arrangementet finder sted i Dare2mansion, der ligger i en nedlagt garage på Østerbro i København.

Hun er samtidig certificeret i LSP, Lego Serious Play, så der skal også arbejdes med klodser, når LOKK har givet briefen.  

Kvindekrisecentrenes case kom på andenpladsen i Reklame For Alvor. Førstepræmien er spalteplads og tanker fra bureauer og medier, og andenpræmien – i IAA-regi – består i de mange bureau- og marketing-professionelles udelte opmærksomhed og konstruktive tanker.

Arrangementet afholdes fredag den 8. februar, og du kan læse mere om det her.