763 indsendelser dyster i Creative Circle Award

Peter Engholm
25@mail.dk

CCA holder indsendelses-niveauet fra de senere år, og bureauerne har taget pænt imod årets nye kategorier. Showet får en faglig opvarmnings-dag.

Smilene hos Creative Circle kom på plads, da antallet af indsendte arbejder til årets Creative Circle Award rundede 700. Hermed er målet nået, og alt derover er ren bonus … og øget konkurrence.

For med 763 indsendelser er der vitterligt konkurrence om ’cirklerne’, selv om det umiddelbart er et fald i forhold til sidste års 808 arbejder.

”Vi ligger en kende lavere end sidste år, men reelt ligger vi tættere på, fordi vi har flere series-kampagner, altså indsendelser med mange arbejder,” siger Niels Heilberg, der er bestyrelsesformand for Creative Circle.

Han udtrykker stor tilfredshed med antallet af indsendelser – også på de nye kategorier.

”Vi var spændte på at se, hvordan de nye og tværgående kategorier blev modtaget – og de er faldet i god jord hos bureauerne. Rebrand Identity i Design har fået 18 indsendelser, Branded Content i både Digital og Advertising har fået 17 indsendelser, mens de to nye kategorier – DM og PR – har fået hhv. 20 og 8 indsendelser. Reklamebureauer dominerer PR-kategorien, mens der i DM-kategorien også er interesse fra DM-bureauer,” siger Niels Heilberg.

Creative Circle Award finder sted fredag den 9. maj, og festkomiteen vil snart kunne præsentere detaljer omkring programmet – herunder rammerne for showet.

Creative Circle varmer op til awardshowet med en særlig Creativity Day, der sandsynligvis finder sted dagen inden, altså torsdag den 8. maj. Det bliver et fagligt arrangement med indlæg og i-dybden-præsentation af nogle af dette års mest iøjnefaldende indsendelser – samt en udstilling af en række af de indsendte arbejder.