8 bureauer delte 20 priser i Nordjylland

Peter Engholm
25@mail.dk

Der var Grand prix til en trafikfilm, da regionen igen leverede Årets Brøl – prisen for den mest virkningsfulde, kreative og veludførte markedsføring. Shrpa tog igen broderparten, efterfulgt af Clienti. Se vinderlisten her.

Nordkraft i Aalborg var fredag aften rammen om region Nordjyllands store, gen-opfundne awardshow. For andet år i træk afholdt Erhverv Norddanmark prisuddelingen Årets Brøl – og hvis man synes, at det lyder ujysk at brøle, så var det en aften, hvor man passende kunne parkere eventuelle fordomme i garderoben.

150 indsendte arbejder blev til 50 shortlistede og i sidste ende 20 priser – fordelt på 19 kategorier og 1 Grand Prix. De blev uddelt ved et stramt styret arrangement, der måske godt kunne lægge op til 20 takketaler begyndende med ”Vi bruger jo ikke store ord …”, men aftenen var i stedet præget af dejligt mange – og lange – takketaler, inklusive også betegnelsen “ret genialt” om eget arbejde. Ujysk, som sagt, men også ukøbenhavnsk – forstået således, at man i Aalborg åbenlyst luftede sin glæde ved at vinde en award.

Shrpa vandt – i lighed med sidste år – flest priser. I år blev det til 6 ud af 19 priser samt Grand Prix’en for kampagnen ”vis omtanke i trafikken” fra Aalborg Kommune. Se filmen længere nede.

Dernæst fulgte et andet fremadstormende Aalborg-bureau, Clienti, med fire kategori-brøl.

Der er dog – med i alt otte bureauer på scenen – en fornuftig variation i antallet af vindere, heriblandt Public Image i katetgorien Corporate Website for revisionsfirmaet Honum & Dyg:

”Vi laver jo ikke egentlig ikke websider … det er den eneste, vi har lavet – men det kan jo være, at vi skal prøve noget mere,” lød det i takketalen.

Omkring 220 deltagere – ca. samme antal som sidste år – deltog i awardshowet ved Årets Brøl, som arrangørerne – med ildsjælen Steen Bjerre i spidsen – forventes at gentage næste år.

Shrpa på scenen i Nordkraft i Aalborg for at modtage Grand Prix’en i Årets Brøl 2014.

Årets Brøl 2014
Kategori, bureau, kunde

Grand Prix

  • Shrpa for Aalborg Kommune – Trafik & Veje

App eller Mobilt Website

  • Huge Lawn – Miracle Apps for Nordsøen Oceanarium

Corporate Identity

  • Form Agenda for RadioAnalyzer

Emballagedesign

  • Clienti for HH Simonsen

Corporate Website

  • Public Image for Revisionsfirmaet Honum & Dyg

Print

  • Shrpa for Nordjyske Medier

Rebrand Identity

  • Clienti for HH Simonsen

Kampagne- eller Produktwebsite

  • Form Agenda for Giftzoo

Reklamefotografi

  • Shrpa for Nordjyske Medier

Direct Marketing

  • Clienti for Energi Nord

Mini Identity

  • Det nye sort for Public Image

Digital Kampagne

  • Shrpa for Aalborg Kommune – Trakfik og Veje

Film – reklame

  • Det nye sort for Aalborg Studenterkursus

Film – øvrige

  • Shrpa for Aalborg Kommune – Trafik og Veje

Kampagnekoncept

  • Clienti for Cembrit

Kampagnekoncept B2C

  • Det nye sort for Aalborg Universitet

Kampagnekoncept Offentlig

  • Shrpa for Aalborg Kommune – Trafik og Veje

Outdoor

  • Fedder+Okkels for Aalborg Zoo og Spar Nord

Sociale Medier

  • Shrpa for Aalborg Kommune – Trafik og Veje

Unikt kampagneelement

  • Weber-Stephen Nordic for Weber-Stephen Nordic