Århusianerne skal vælge cyklen som transportform, men folk skal ikke kun til pedalerne, men også til tasterne, for kampagnen, der lanceres i denne uge, hedder “8000 fordele ved at cykle” – og de fordele skal byens beboere selv sætte ord på.
Konceptet “8000 fordele ved at cykle” henviser til områdets postnummer, men udstikker også cykelbyens vision. Det er planen, at alle 8000 fordele skal identificeres i løbet af de tre år, som kampagnen løber.
Gruppen bag projektet består af Cowi, der står for trafikplanlægningen, af Veksø, der bl.a. leverer cykelrelevant inventar og Aros Kommunikation, som har ansvaret for kommunikationen.
Har I ikke tekstforfattere selv – til at beskrive fordelene ved at cykle?
“Århus Cykelby er ikke et kommunalt projekt, men er den by, vi bor i. Det er selvfølgelig en udfordring for os at få identificeret 8000 fordele ved at cykle. Det kræver borgernes og cyklisternes aktive medvirken, og borgerinddragelse har i det hele taget været styrende for kampagnen”, siger projektleder Line Stærk fra Aros Kommunikation.
Hvor involverende er det at levere en blank platform?
“Vi har naturligvis leveret en stor mængde versioner og bud fra begyndelsen. Og inddelt det i temaer, bl.a. sundhed, økonomi og miljø. Men det vigtigste er ikke at have prædefinerede løsninger, men at få de personlige fordele ved at cykle. Altså hvad du mener og har af ideer til, hvordan Århus kan blive en cykelby i verdensklasse. Det er den ikke endnu. Der er stadig sorte pletter,” siger Line Stærk.
I forbindelse med Århus Cykelby skal der etableres flere cykelstier, bedre sikkerhed for de cyklende og bedre cykelparkeringsforhold. Der vil også blive satset på cykelluksus i form af bl.a. cykeldepoter med luft og vand til cykler og cyklister.