9 danske kampagner i VM-finalen i direct marketing

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

5 danske bureauer – med Hjaltelin Stahl i front – har fået nomineret i alt 9 arbejder ved årets ECHO Awards i Los Angeles.

9 danske kampagner er nået frem til finalen i ECHO Awards, der finder sted i Los Angeles den 16.-18. oktober.

Hjaltelin Stahl har lagt sig klart i front med 4 finalepladser for 3 kunder; Ogilvy One har 2 finalepladser og Netbooster, Director og Mediabroker får hver en finaleplads.

”Vi er meget stolt af at have så forskellige kampagner med, f.eks. en guerilla-aktivitet, skjult kamera og en brand utility”, siger Jonas Sylvest fra Hjaltelin Stahl.

De danske bureauer er som sædvanlig godt repræsenteret med nomineringer i 9 ud af 21 kategorier.

Konferencen, der ligger sammen med uddelingen af ECHO Awards, blev ændret sidste år. Navnet skiftede til &Then, og indholdet blev mere digitalt og handler nu om omnichannel, big data, smart data, data analytics, social content og customer engagement.

I år har prisuddelingen også ændret sig. Fra, at der tidligere kunne gives f.eks. flere sølv og ingen guld i en kategori, bliver der nu givet en guld, en sølv og en bronze.

Jeppe Berggreen fra Director der var en af de danske dommere, siger om processen og den nye prisuddeling:

“Den gennemgående tendens i mange af kategorierne var, at der var masser af godt håndværk, men i min og mange af de andre dommeres opfattelse var der ikke mange cases, der skilte sig særligt positivt ud.”

Han mener af den grund også, at der skal arbejdes lidt mere med prisuddelingen, hvis der partout skal deles både guld, sølv og bronze ud i hver kategori fremover.

Næsten 20 danskere var i øvrigt indblandet i de indledende runders juryarbejde for europæiske kampagner, og Jeppe Berggreen og Hans Jørgen Albertsen fra Netbooster tog hele vejen og var med i 3. runde i New York, hvor de endelige finalister skulle udvælges.

De 9 finalister ved Echo Awards:

Hjaltelin Stahl:

  • Synoptik med Synoptik Street Test i to kategorier: Retail and Direct Sales samt Best use of Display/DRTV/Video
  • Kræftens Bekæmpelse med Drikkepres Eksperimentet
  • Post Danmark med Ønskeskyen

OgilvyOne:

Forsvaret med The Officers Choise og See your future in 360º

NetBooster

  • SEAS-NVE med Nabokampagne

Director

  • Skagen Fondene med The Rich List

Mediabroker

  • HBO Nordic med From flow TV to a personalized video ecosystem

Igen i år arrangerer TCC en rejse til &Then konferencen og ECHO Awards. Læs mere og tilmeld dig her: www.andthen2016.dk