Optikerkæden Louis Nielsen har ansat 48-årige Jeanette Bech Sørensen som ny marketingchef på supportkontoret i Aalborg, hvor hun får ansvaret for markedsføringen af Louis Nielsens 77 butikker i Danmark.
Hun har senest – igennem et år – været kontaktchef på Envision, og på hendes cv står bl.a. marketingchef for McDonald’s, Communication Manager hos Lego, marketingchef og centermanager hos Bruuns Galleri i Aarhus og marketingdirektør for Spinning Jewellery.
Louis Nielsen har i 10’erne fået luftet jævnligt ud på posten som marketingchef: Kasper Granat havde tjansen i knap et år, før han for under to år siden blev afløst af Morten Hansen, der 1. oktober tiltræder som marketingchef hos Merrild.
Men det er med velberåd hu og omtanke, at Jeanette Bech Sørensen tiltræder posten:
”I sommer var jeg alene på en fire-ugers vandretur langs Caminoen i Spanien, hvor jeg havde god tid til at tænke og komme ind til kernen af, hvad det er, jeg skal arbejde med fremover. Jeg kom frem til, at jeg gerne ville tilbage til detailhandel og være tættere på butikkerne igen, lige som hos McDonald’s og Bruuns Galleri – og så dukkede den her fremragende mulighed op hos Louis Nielsen,” siger Jeanette Bech Sørensen.
Hun kalder optiker-branchen spændende og fremhæver Louis Nielsens synlighed og fylde i markedet.
”Det tiltaler mig også meget, at vi er del af en spændende international virksomhed med en meget professionel tilgang til tingene. Og med muskler til at agere på markedet,” siger hun med henvisning til, at Louis Nielsen er en del af verdens største privatejede optikerkæde, Specsavers.