Social media bureauet Patchwork Group har nu fundet afløseren for Linda Frøkjær som kontaktdirektør. Hun kom til bureauet for under et år siden, og havde en fortid hos bl.a. Danske Spil. Men hun blev ret hurtigt mere fristet af et job hos Aegis Media.
Den nye kontaktdirektør har også erfaringer fra store danske virksomheder. Der er tale om Jesper Levy, som det seneste år har været sig selv men før da var hos Vestas som Communications Manager. Desuden har han en fortid hos Novo Nordisk.
“Sociale medier er blevet en naturlig del af de fleste forbrugeres daglige medieforbrug, i mange tilfælde den primære kanal frem for flow-tv og print. For mange virksomheder – og især for FMCG brands – giver det helt nye og anderledes udfordringer i marketingstrategien,” siger Jesper Levy.
Han begyndte oprindeligt som tekstforfatter og kreativ, hvorefter han rykkede til blandt andet Vietnam og Baltikum for at indtage rollen som bureauleder i en årrække. Senere vendte han tilbage til Asien, nærmere bestemt Beijing, hvor han stod i spidsen for at opbygge en ny medievirksomhed fra bunden.
Patchwork er et dansk social marketing-bureau med vokseværk. Det blev dobbelt så stort i 2012. Bureauet grundlagt i 2008 og åbnede for en uge siden i Oslo, således, at der nu er kontorer i alle de tre skandinaviske landes hovedstæder.