Den danske juicekæde, Joe & The Juice, er i gang med en ekspansion i hele verden. Kæden åbner flere butikker i England, Norge, Sverige og Tyskland samt er i gang med overvejelser om at gå ind i Rusland, Mexico, Chile, Japan og Kina.
Filosofien er ifølge adm.dir. Kaspar Basse at skabe en bevægelse, der gør en positiv forskel i verden.
Til Berlingske fortæller han, at han vil skabe en sund, ung bevægelse, hvor de mennesker, der kommer, løfter sig og bliver bedre til at indgå i sociale relationer samt leve op til hårde krav arbejdsmæssigt.
Derfor er det også medarbejderne, der fokuseres på og det kommer i sidste ende også både kunder og virksomheden til gode.
”Vores tilgang er meget indadvendt. Vi kigger ikke særligt meget på kunden og indretter os derefter. Vi forsøger i stedet at skabe den fedeste arbejdsplads for unge mennesker mellem 20 og 30 år i hele verden. Hvis det lykkes, bliver kundeoplevelsen stærkere end noget, vi kunne have defineret fra starten”, siger Kaspar Basse til avisen.
Men selvom medarbejderne er i centrum, bliver der ikke givet ved dørene. Man skal arbejde sig op fra bunden af, og samtidig tager kæden tid på, hvor mange sekunder de bruger på opgaverne.
Den meget konkurrencebetonede tilgang, betyder, at Joe & The Juice leverer et bedre output end konkurrenterne, mener den administrerende direktør (Berlingske Business, p. 16-17).