FC Barcelonas spillere skal være obs på at vende trøjen rigtigt, når de spiller, for der er sponsor-logo på begge sider af den. Intel har i forbindelse med en ny aftale fået sat sit aftryk på indersiden, og det giver naturligvis god mening, når man brander sig med ”Intel inside”.
Men nok så væsentligt afspejler den nye aftale en spændende og progressiv tilgang til fodbold-sponsorater, som ellers er en beklagelig sjældenhed. Det mener Keld Strudahl, tidligere Marketing Direktør og sponsor ansvarlig sponsorchef hos Carlsberg, hvor han var i 20 år, og nu schweizisk bosat konsulent inden for sponsorater og Brand Aktivering.
”Fodbold-verdenen er enormt traditionel og mildest talt kedelig i sin tilgang til sponsorater. Det er sjældent, at man ser kreative løsninger, og dette er en rigtig kreativ og begavet aftale – for begge parter,” siger Keld Strudahl.
Aftalen går ikke kun på indersiderne, men også på at opdatere FC Barcelona gevaldigt – at give ansatte og fans nye muligheder, herunder at forbedre oplevelserne på hjemmebanen Camp Nou, via teknologien.
”Stor ros til Intel, for brands leder hele tiden efter nye måder at brande sig. Og klubberne har været længe om at komme i gang, og tænkt trøjer, bander, billetter og hospitality. Klassiske trøjesponsorater er oppe i vanvittige priser, og frem for at bruge eksempelvis 200-250 mio. kr på spillertrøjer, så kan man få en win-win ved at sponsere for 100 mio. kroner og hjælpe klubben i gang på andre planer,” siger Keld Strudahl.
Aftalen mellem FC Barcelonea og Intel har ifølge Forbes en værdi på 25 mio. dollar over fem år. Bestemt en slat, især for reelt at være indersiden af trøjer, men ikke astronomisk for at være sammen med et brand som FC Barcelona.
”Historien om at være på indersiden skal fortælles, og sponsoratet skal aktiveres, men det er jeg også overbevist om, at Intel kan,” siger Keld Strudahl.
”Til gengæld skal Intel også være bevidst om deres rettigheder ifølge aftalen. Fodboldklubber er stadig ofte ret konservative og til tider unødvendigt restriktive over for, hvad sponsorer må og kan.”
Keld Strudahl understreger, at han udelukkende kender den aktuelle aftale via den officielle pressemeddelelse. Men når han alt overvejende udtaler sig om Intel og fodboldklubber generelt, så skyldes det, at han rådgiver bl.a. Barcelona og andre internationale fodboldklubber.
”De store fodboldklubber har en unik position – med brandværdier, som store og mellemstore virksomheder kan være misundelige på. Men er man inde i maskinrummet hos de professionelle klubber, så finder man fortsat hvide pletter af amatørtilstande, når det gælder forvaltningen af deres brandværdier. Skal man være konstruktiv, så kan man tale om et uforløst potentiale,” siger Keld Strudahl.
Han tilføjer:
”Den nye tilgang er også en balancegang, for klubbernes kernekompetence er og bliver at spille fodbold. Man skal ikke tro, at der kommer flere tilskuere, bare fordi man har juhu-piger og lodtrækning i pausen.”