I november måned gik Jysks marketingdirektør, Bitten Brun Nielsen til Bilka.
Nu har Jysk så fundet hendes afløser, som kommer fra Expert.
Det er Michael Gade, som bliver ansvarlig for marketing i den del af Jysk, der hedder Jysk Nordic, der dækker 18 lande af de 35 lande som Jysk har butikker i.
Marketing i de andre lande hører henholdsvis under Dänisches Bettenlager og Jysk Franchise.
Michael Gades opgaver bliver blandt andet at sikre kundeindsigt, udvikle marketingstrategier samt sikre eksekvering, skriver Jysk i en pressemeddelelse.
Michael Gade er uddannet cand. merc. fra Handelshøjskolen i Aarhus i 1998.
Før han kom til Expert i 2009, var han marketingchef hos Kog&Kande og før det kontaktchef hos Happy Advertising.
Michael Gade begynder hos Jysk den 3. februar.