Forsvaret har efter et udbud valgt idé- og designbureauet Det nye sort som bureau til en stor intern kampagne. Budgettet er på op til tre millioner kroner i løbet af 2 år med mulighed for forlængelse endnu to år.
Målgruppen for kampagnen, som det Aalborg-baserede bureau skal udvikle, er de 24.000 medarbejdere i henholdsvis Søens Operative Kommando, Hærens Operative Kommando og Flyver Taktisk Kommando samt alle stabsfunktioner og administration.
Formålet med kampagnen er at ændre medarbejdernes holdning til energiforbruget, som skal nedbringes med 20 procent inden år 2020.
”Vi skal udvikle holdnings- og adfærdsbearbejdende kampagner for Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste, der gennemfører energibesparelser. Det har en stor økonomisk og miljømæssig gevinst for Forsvaret, og vi skal formidle til medarbejderne, at de spiller en helt afgørende rolle i at spare på energien”, siger partner & kreativ chef Nichlas Tougaard fra Det nye sort i en pressemeddelelse.
Han fortæller videre til Bureaubiz, at der typisk vil komme 2-4 større kampagner om året til de forskellige målgrupper inden for forsvaret.
”Kampagnerne vil bestå af mange forskellige elementer, da forsvaret har ønsket at bruge så mange forskellige medier som muligt. Så det vil blive både trykt, digitalt, plakater, stickers, apps, spil og så videre”.
Det nye sort, som betegner sig selv som et netværksbureau, vil undervejs trække samarbejdspartnere ind.