Lad kunderne droppe deres kundekort – og få flere og mere loyale kunder. Det er den kætterske tanke bag et nyt tiltag fra Statoil.
Selskabet ser gerne sig selv som firstmover – og bruger bl.a. biobenzin, højere kvalitet på maden samt vaskehallen, der ikke udleder vand, som eksempler herpå.
Men Statoil blev udfordret på sin tilgang, da tanken blev luftet om at droppe kundekortene til private – og i stedet knytte fordelene til kundernes Dankort/betalingskort.
”Det kan man ikke – sådan reagerede vi umiddelbart. Men det gav faktisk god mening at tænke sådan. Danskerne ønsker overblik og besparelser med deres kundekort. Samtidig ser vi barriererne ved kundekort: Danskerne ønsker ikke så mange kort i det hele taget, og ekstra kort er lig med ekstra pinkode at huske. Dertil kommer kaffekort-stempler, som ikke er til at holde styr på,” siger Per Brinch, der er kommunikationsdirektør i Statoil.
Det nye tiltag, Statoil Extra, fungerer ved, at man udfylder navn og Dankort-oplysninger i en onlineblanket. Når man herefter bruger sit Dankort eller andet betalingskort, er der besparelser på brændstof (7 øre på benzin, 21 øre på diesel), kaffe og bilvask (hver 6. er gratis). Dertil kommer særtilbud.
Statoils CRM-manager Mette Svarrer siger:
”Der er en kredit i det eksisterende kundekort, men mange ønsker i stedet afregning og overblik her og nu – og overblikket får de via kvitteringen, via en app, via hjemmesiden og via medarbejderne på vores stationer. Der vil stadig være mulighed for kreditten, hvis man f.eks. har et Mastercard eller.”
Statoil Ekstra er i første omgang et tilbud til private. Man kan tilmelde op til ti kort på sin Statoil Extra-aftale og på den måde hurtigere opnå de gratis glæder.
Bureauerne bag Statoils tiltag er Responsive (DM), Gorm Larsen & Zornig (digital) samt McCann.