Banker skal tage hensyn til børn og unge i deres markedsføring

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Et udvalg har afleveret sin indstilling til erhvervs- og vækstministeren, der er positiv.

Banker skal i i deres markedsføring tage særligt hensyn til børn og unge og udformningen af markedsføringen bør være udformet efter denne målgruppe.

Den anbefaling har et udvalg under erhvervs- og vækstministeriet afleveret til erhvervs- og vækstminister, Henrik Sass Larsen, der er positiv over for tiltaget.

”Det er helt naturligt for mig, at bankerne bør tage særligt hensyn til børn og unge. Og det bør selvfølgelig være klart for bankerne, at de har et særligt ansvar for kunder med ringe kendskab til økonomi”, siger han i en pressemeddelelse.

I udvalgets netop offentliggjorte rapport, anbefales det, at der ’bør indsættes en ny bestemmelse i god skik bekendtgørelsen, som er udformet med udgangspunkt i markedsføringslovens § 8, for så vidt angår børn og unge, dvs. personer under 18 år’.

Endvidere står der:

’En sådan bestemmelse vil endvidere afspejle ankenævns praksis, som fastslår, at der er en særlig rådgivningsforpligtelse i forhold til børn og unge.

Udvalget foreslår en udformning af den nye bestemmelse:

”Markedsføring og rådgivning rettet mod børn og unge skal være udformet med særlig hensyntagen til børn og unges manglende erfaring og kritiske sans, som bevirker, at de er lette at påvirke og nemme at præge”.

Udvalget blev nedsat, fordi finanskrisen affødte en øget mængde sager, hvor kunderne oplevede, at de fik dårlig eller mangelfuld rådgivning.

Rapporten kan ses her – det er i kapitel 2 og 6, der står nærmere om børn og unge.