Fremgang hos Kunde & Co

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Fremgangen var størst på bundlinjen, men der står faktisk et plus på toplinjen – bl.a. båret af international ekspansion.

Fremgangen i bruttoavance hos Kunde & Co er ikke prangende. Men når man kigger ud over bureaumarkedet, så er Jesper Kunde næppe utilfreds med resultatet, for der står rent faktisk et plus.

Og det er noget som mange bureaudirektører vil misunde ham, for 2013 var lige som de foregående år et vanskeligt år at drive reklamebureau i.

Endnu bedre ser det så ud på bundlinjen, der er vokset flot. Og bureauet konstaterer da også i beretningen, at man har levet op til forventningerne og at resultatet således er tilfredsstillende.

Bureauet fremhæver i beretningen, at man har afholdt betydelige investeringer i internationale og digitale aktiviteter, og at selskabet har fortsat ekspansionen på de europæiske markeder. Dels gennem ansættelser og dels gennem udbygning af kompetencer.

De digitale kompetencer skal fortsat udbygges. I regnskabsåret har man bl.a. etableret en social business afdeling på 9 mand, og her i 2014 har man i februar ansat en ny direktør for Customer Journey/Experience.

Nøgletal for Kunde & Co Group

  • Bruttoavancen 132,844 mio. kr. +1,8 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 891.570 kr. +3,2 pct.
  • Lønandel 71,7 (72,1)
  • Resultat af primær drift +13,05 mio. kr. +43,9 pct.