Når Region Syddanmarks kampagne om det udskældte nummer 1813 går i gang her i uge 13, har de den fordel, at de er den sidste region, der indfører og dermed markedsfører kampagnen for akuttelefonlinjen 1813.
Det er Markant Reklamebureau, der vandt opgaven om at markedsføre den udskældte linje i den sidste region. Og her har man naturligvis taget ved lære af de andre kampagner.
For det første har man valgt ikke at ændre nummeret til 1813, men har beholdt 70 11 07 07, som hele tiden har været det nummer, man skulle ringe til, når man skal have fat i lægevagten. For det andet tog man den kommunikation til sig, som virkede.
”Adresseløse havde den største effekt i hovedstaden og i Region Midtjylland, så det har vi naturligvis taget til os”, fortæller kontaktchef i Markant Reklamebureau, Bente Frank og fortsætter:
”Til gengæld har vi så brugt rigtig meget tid på at knække koden om, hvordan kampagnen skulle udformes, for vi kunne jo se, hvordan det gik i de andre regioner”.
Som man har kunnet læse i medierne, har det været rimelig op ad bakke for akutlinjen, der både af befolkningen og lægerne, blev modtaget negativt.
Markant Reklamebureau valgte derfor at inddrage både humor og lægerne, som kom til at spille en langt større rolle, end hvad der oprindeligt var tiltænkt.
”Humoren har vi valgt at bruge for at afbøde den modvilje, der var mod at man nu igen skal have noget trukket ned over hovedet. Og inddragelsen af lægerne fandt vi ud af var vigtigt, fordi de havde følt sig overset i de andre kampagner, hvor det ikke var blevet kommunikeret godt nok ud, at denne ordning også handler om at tage fat i egen læge først”.
En anden udfordring var, at ordet ’akuttelefon’ blev opfattet som noget negativt, derfor valgte man faktisk ikke at kalde 1813 for noget som helst udover at kommunikere, at det var det nummer man skulle ringe på, når man kom til skade i stedet for at tage direkte på skadestuen.