Under overskriften Tivolis digitale troldmand blev marketingchef Thomas Erichsen i går udvalgt som en af de 100 mest lysende talenter af Berlingske Business Magasin.
Thomas Erichsen har været marketingchef i Tivoli siden 2010. Tidligere har han været godt fem år hos reklamebureauet DDB.
En af de ting, der bliver fremhævet ved valget af Thomas Erichsen, er den digitale strategi, som han er i fuld gang med i Tivoli.
I Berlingske Business Magasin bliver han rost af sin chef, marketingdirektør Dorthe Weinkouff Barsøe, for at tænke digitalt. Ikke med udgangspunkt i den digitale værktøjskasse, men i behovet hos Tivolis gæster.
Da Bureaubiz spørger ham om, hvor han har sin digitale kompetence fra, er svaret, at sådan en har han faktisk slet ikke.
“Jeg har ikke nogen speciel digital kompetence. Vores digitale kanaler trængte til et løft og modernisering. Det vigtige i den proces har været det forretningsorienterede kundeperspektiv”.
Hvad er det I har gjort i Tivoli?
”Vi har flyttet os for at blive mere kundeorienteret. Vi bruger nu en digital tilstedeværelse til at give gæsten en samlet oplevelse. Vi begyndte for to år siden og tager et skridt ad gangen. Det skal gerne kulminere i en datadrevet kundeoplevelse på tværs af alle kanaler, hvor vi kan genkende og servicere gæsten på den bedst mulig måde for den enkelte.”
For at få solgt ideen ind om datadrevet marketing både opad i systemet og til samarbejdspartnerne i Tivoli, har Thomas Erichsen og hans team på 7 personer gjort meget ud af at legemliggøre projektet og tage afsæt i gæsteoplevelsen.
Det resulterede i en film, som er lavet i samarbejde med digitalbureauet Magnetix, der sammen med Tivoli har udarbejdet den digitale strategi.
Filmen viser, hvad visionen om omni-channel marketing går ud på. Både hvad Tivoli-gæsten Christina oplever, når hun overvejer at tage i Tivoli og hvilke marketingværktøjer, der ligger til grund for Christinas oplevelser. Filmen starter ikke som et eventyr, men det er lige før.
Den kan ses her
I øvrigt blev arbejdet mod at blive mere digitale, som i case sammenhæng hedder ‘Fra Gynger til geotargeting’ vinder af Danish Internet Award i kategorien Digital Cross-Channel Strategy.
Her kan du læse begrundelsen for, hvorfor Thomas Erichsen er udvalgt som talent.
Her kan du se de øvrige reklame- og marketingfolk, der blev blandt Berlingske Business Magasins’ 100 talenter