En prisvindende kreativ, Robert Thomsen, vender hjem til Danmark for at blive Creative Director hos Spring/Summer, en titel han kommer til at dele med den nuværende kreativt ansvarlige, Pelle Martin, somm startede bureauet.
De seneste fire år har Robert Thomsen været Creative Director hos AKQA i London, hvor han især har arbejdet med Nike og bl.a haft en stor andel i udviklingen og lanceringen af NIKE+ Kinect Training. Et samarbejde mellem Nike og Microsoft, som fik en guldløve i Cannes sidste år.
Nike var også en del af Robert Thomsens virke tidligere i karrieren, hos Framfab. Cv’et omfatter også Kunde, hvor han var med til at etablere den digitale afdeling, og Creuna, som Joint Creative Director.
Pelle Martin siger i en pressemeddelelse om Robert Thomsen:
”Vi deler en filosofi om kvalitet, kommunikation, design og om hvordan, man arbejder med kunder. Robert Thomsen kommer til at bidrage med produktudviklings kompetencer, som er en vigtig del af den vej, vi går. Han har stærke rødder i en moderne reklameverden, og så er han bare super flink og virkelig dygtig!”
Robert Thomsen tiltræder 1. juni, og den 1. maj tiltrådte Kenneth Sanchez Jensen som projektleder. Han har senest været hos Raffinaderiet og har tidligere været hos Zupa Recommended og Co+Høgh.