Det danske modebrand Les Deux har ikke råd til dyre reklamer, skriver Børsen. Alternativet til at skaffe sig adgang til det svenske og norske marked er at bruge Les Deux’ kasket.
”Det er en del af vores indgangsstrategi, hvor vi placerer den og sender ud i goodiebags. Det handler om at blive set så mange steder som muligt og det er en rigtig god måde at bryde barrieren på”, siger Andreas von der Heide, der er en af de to ejere.
FCKs svenske landsholdsspiller Pierre Bengtson skal bl.a. få kendte svenskere til at gå med tøj fra Les Deux og efter at en kendt blogger i Norge viste kasketten på et billede, sendte det danske modefirma 2000 kasketter til Norge.
Men ejerne selv skal også på banen.
”Netværk er vigtigt. Det handler om at få et forhold til folk. Om det er over en kop kaffe eller en oplevelse er lige meget. Netværk er alt i denne verden”, siger Andreas von der Heide til avisen, som skriver, at modebrandet ikke har råd til dyre reklamer og i stedet må udnytte netværket til at skaffe gratis reklame.
Det er anden gang Les Deux forsøger sig i Sverige.
Børsen, p. 20.