Dansk bureau bag nyt Lurpak design i England

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Inspirationen til den nye Lurpak-serie blev fundet i køkkenskuffen og udviklet på baggrund af 3D-visualiseringer.

Arla har netop lanceret en ny Lurpak-serie på det engelske marked.

Serien består af en helt ny sub-brand-serie med fire smørprodukter. Det ene smørprodukt hedder Lurpak Cook’s Range og det skal appellere til både den ambitiøse hjemmekok og inspirere til kulinarisk kreativitet, som der står i pressemeddelelsen.

Bag designet til Lurpak Cook’s Range står Kernel Simpatico og inspirationen kom fra køkkenskuffen, fortæller Lotte Filskov, der er seniorkonsulent i bureauet.

”Lurpak har en position som kokkens ’weapon of choice’. Den tanke tænkte vi til ende og lod køkkenets ultimative værktøj danne grundlag for den kreative proces. Det var med andre ord en kærlighedserklæring til produktet, at kokkeknivens klassiske form blev inspirationskilde til emballage designet.”

Hun fortæller videre, at der forud for det endelige design foregik en teknologisk proces, hvor form og funktion blev afprøvet ved hjælp af roterende 3D-visualiseringer og 3D-printing.

”Emballagedesign skal ikke kun spille rent æstetisk og funktionelt. I det her tilfælde skulle emballagen også performe optimalt rent lovmæssigt og leve op til en række krav inden for fødevareindustriens forsyningskæder. Det har fra starten af været spørgsmål om at finde den rette balance mellem brandets historik, et nyt look og brugervenlighed,” sigerLotte Filskov.