Falck og Umwelt har fundet sammen i et nyt samarbejde. Til markedsføring af forretningsområdet Falck Assistance har Falck således valgt Umwelt til at udvikle en integreret kampagne. Falck Assistance kan kaldes Falck Classic og er nordisk markedsleder inden for auto- og boligassistance, hvor 1,8 millioner abonnerer på én eller flere af Falcks assistanceydelser.
Den nordisk baserede organisation er de senere år vokset hastigt, og Falck har aktiviteter i seks verdensdele og er verdens største internationale ambulanceselskab og verdens største private brandvæsen.
Så langt, så godt – og så alligvel ikke helt. Malene Paulli Buchvald, marketingchef i Falck, forklarer her, hvad opgaven for Umwelt går ud på:
“Vi har et ekstremt højt brand-kendskab og stor troværdighed, men vi er primært kendt for blå blink og vejhjælp. Vi har en unik mulighed for at hjælpe vores kunder inden for flere forskellige områder f.eks. sundhed, bolig og bil og skabe større tryghed i deres liv. Som kunde kan man således nøjes med at have kontakt til én udbyder i stedet for at skulle have kontakt til flere aktører.”
Hun tilføjer:
”Vi har derfor briefet Umwelt på at udvikle en integreret kampagne, der skal understøtte, at vi i dag er langt mere end autohjælp og akut-redning. En lead-indtrækker som skal fungere som supplement til de produktspecifikke koncepter, men evt. blive bærende platform. Det som vakte vores interesse for Umwelt var blandt andet det arbejde, som de har lavet for PFA Pension med Pensionstallet. Umwelt har allerede præsenteret os for en kreativ idé, som vi forventer os rigtig meget af ifht. den digitale lead-generator”.
Og netop afsættet i Pensionstallet er Umwelts adm. direktør, Martin Michael Hansen, svært glad for:
”PFA og Pensionstallet var et gennembrud for os i forhold til branded utilities – der er ikke mange bureauer, der for alvor dyrker denne disciplin, og endnu ikke så mange virksomheder. Derfor er vi ekstra glade, når branded utilities anvendes af store virksomheder – og det må man sige, at Falck er.”
Før sommerferien meddelte Falck, at man samlede flere aktiviteter på ét bureau. Det drejede sig om mediabureau-siden, og koncentrationen kom Mindshare til gavn.
På reklamebureau-siden er der ifølge Malene Paulli Buchvald ikke lagt til tilsvarende koncentration.
”Vi bruger fortsat flere bureauer afhængig af opgaven,” lyder det fra marketingchefen, og således er det nye samarbejde med Umwelt ikke ensbetydende med et farvel til McCann, som Falck Assistance indledte et samarbejde med for halvandet år siden.