Uheldig cocktail stoppede lille PR-bureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

2012 endte faktisk fornuftigt og det fik Lund Public Relations til at investere. Men så gik det hurtigt den modsatte vej, og bureauet stod ikke til at redde.

Lund Public Relations var ikke et stort bureau – men regnskabet for 2012 var dog fornuftigt.

Bruttofortjenesten voksede med en halv million til knap 2 mio. kr., og bundlinjen endte på et plus på 221.000, hvilket var en smule ringere end året før.

Ingen revisor-bemærkninger og en egenkapital på 366.000 kr. – alt lignede fred og ingen fare.

Men bureaubranchen er uforudsigelig i disse år – det kan Martin Lund Nielsen nu tale med om. Han var begyndt at investere, men så vendte udviklingen og den cocktail blev for giftig.

“Lund Public Relations har eksisteret succesfuldt i ni år, og været et stærkt og dygtigt nichebureau i segmentet for internationale teknologivirksomheder. Men realiteten er, at disse virksomheder ikke investerer det samme i kommunikation, som de tidligere har gjort, og vi oplevede i løbet af 2013 en omsætningsnedgang på flere fronter. At det skete netop efter et positivt år, som gav anledning til investeringer i både medarbejdere og nye lokaler, gjorde det desværre umuligt at fortsætte,” siger Martin Lund Nielsen.

Facit blev, at regnskabet for 2013 aldrig blev indleveret, og d. 31 juli blev der afsagt konkurs-dekret over bureauet i Sø- og Handelsrettens skifteafdeling.

Det skete på en såkaldt egenbegæring.