Deloitte siger farvel til Mensch

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Mensch har udviklet en ny strategi for revisions-selskabet – men det bliver et andet bureau, der kommer til at stå for eksekveringen.

Det store revisionsselskab, Deloitte, har afgjort sin bureaukonkurrence. Og det betyder et farvel til Mensch.

Revisionsselskabets nye bureau bliver Ogilvy.

Deloitte oplyser, at fire bureauer har deltaget, og ifølge Bureaubiz’ oplysninger, har der ud over de to nævnte været tale om et selskab i Kunde & Co. gruppen samt Umwelt.

Konkurrencen har haft et lidt specielt forløb idet Mensch i foråret udviklede en ny strategi for Deloitte. Men da det kom til udmøntningen og den fortsatte eksekvering på strategien valgte Deloitte at gå i bureaukonkurrence – og altså med det resultat, at det bliver Ogilvy, der skal stå for eksekveringen.

Samarbejdet mellem Deloitte og Mensch har rummet markant og prisvindende kommunikation, og i pressemeddelelsen skriver Deloitte da også, at man i mange år har haft et godt, konstruktivt samarbejde med Mensch.

Men revisionsselskabet har valgt at indgå et nyt samarbejde med Ogilvy som følge af en intern omstillingsproces, samt et strategisk ønske om at inddrage en bredere palette af marketingkompetencer end hidtil.

Mens Deloitte og Mensch var i gang med at udvikle den nye brandfortælling og derfor holdt tilbage med markedsføringen, var der i øvrigt godt gang i de andre revisionsselskaber.

Anledningen var den uafklarede situation, hvor den danske del af KPMG valgte at fusionere med EY, men afventede konkurrencestyrelsens godkendelse.

Det benyttede de andre revisionsselskaber sig af, hvilket media-spendingen ifølge TNS Gallup gav et indtryk af:

I 1. kvartal 2014 blev der – før rabatter – brugt for knap 6,5 mio. kroner, mens der i samme kvartal året før kun blev brugt nemlig 3,8 mio. kroner inden for revisionsbranchen.

Deloitte vil påbegynde markedsføringen i løbet af sensommeren.