Golf-modellen fylder 40 år, og det fejrer Volkswagen Danmark med en stor kampagne, der går på tv i morgen torsdag den 14. august.
”Vi ønskede ikke fødselsdagsflag, packshot eller selvros. Vi markerer det danske og lokale – med ønsket om at give seere, kunder og potentielle kunder en anden oplevelse end ellers,” siger Michael Stein, der er marketingchef i Volkswagen.
Det danske og lokale er … en tysker i form af Sepp Piontek. Den tidligere træner for det danske fodboldlandshold, og en tysker, der er blevet dansk folkeeje – og hvis seerne kobler Sepp og Golf sammen, gør det naturligvis intet.
Som Sepp Piontek siger i en af filmene:
”Vil man ha’ respekt – ja, så må man arbejde for det. Man kan godt kalde det en dansk folkehelt – meeen med tyske rødder.”
Tv-filmen, der kan ses forneden, er Sepps generelle syn på Golf. Dertil kommer – i mere jovial og løs stil – hans mening om hhv. R-Line versionen og 40 års-udgaven. Disse to film er tiltænkt nettet.
Michael Stein siger om den tyske endorser:
”Her er en mand, der har personlige paralleller til Golf; underspillet og konsistent. Og som har opnået succes og anerkendelse, og som har arbejdet sig frem til det. Og Sepp Piontek er ikke bare bilentusiast, men også Golf-entusiast. Det giver troværdighed.”
Bag kampagnen, der ifølge Michael Stein, er årets hidtil største for Golf herhjemme, står Volkswagen Danmarks bureau, DDB:
”Det er DDB’s kreative hjerner, der har leveret tilgangen – med fingerspitzgefühl for mærkets tonalitet. Tilgangen er lidt ukonventionel, idet det er holdt så manuskriptfrit som overhovedet muligt. Der er hverken studielyd eller oplæsning,” siger Michael Stein.
https://www.youtube.com/watch?v=Lu2uHMpEbtw