Smagsprøver og promotions i supermarkederne er et velkendt fænomen. Sikkert effektivt – men sjældent kreativt.
I tilfældet Riberhus har man dog denne sommer forsøgt sig med en anderledes og mere kreativ promotion.
Det er sket med afsæt i Riberhus’ tv-reklamer sidste efterår, hvor en gammeldags ostemand lancerede budskabet ”Tag dig tid. Vi har for travlt med at have travlt”.
Med hjælp fra reklamebureauet Montdor er ostemanden fra tv-reklamen trådt ud af reklamen og taget rundt i hele Danmark for at byde på en osteoplevelse. Og han er ikke færdig endnu. På programmet står bl.a. et besøg ved samtlige Bilka varehuse i Danmark.
Grundideen er, at Riberhus inviterer danskerne til at holde en pause og nyde en ostemad ved en gammeldags ostevogn i stedet for at have så travlt.
”Riberhus vil gerne gøre mere end bare at tale om at holde pause”, fortæller Dion Guldbjerg, direktør hos Montdor, og manden bag sommerens event.
”Det er jo nærmest utrendy ikke at have travlt. Men alle har brug for en lille pause ind i mellem, så vores ide var at flytte kampagnen ud i hverdagslivet, hvor folk har allermest brug for et pusterum.”
Eventen startede medio juli og slutter ultimo september. Det er kun den ene ostevogn, der kører rundt og ostemanden har indtil nu uddelt smagsprøver til omkring 5.500 danskere.
Danskerne har samtidig kunnet nyde en gratis kop kaffe i et miljø med hængesofaer, blomster, små træer og hyggelige havemøbler, som stod placeret foran ostevognen.
Dion Guldbjerg fremhæver desuden, at eventen har vist, at det ikke er noget problem at sælge de syv forskellige ostevarianter – inkl. en hel ny ost, der hedder Lagret – til priser uden rabat.
”Vi har fået levendegjort budskabet om, at livet bliver lidt bedre, hvis vi en gang imellem tager os tid til at nyde hverdagens små øjeblikke. Og så har vi oven i købet bevist, at oplevelser kan få kunderne til at betale den rigtige pris for produkterne i stedet for altid at købe på tilbud”, siger Dion Guldbjerg.
På sin tur rundt har ostevognen besøgt Jazz-festivaler, supermarkeder og torvemarkeder og der har ikke været nogen markedsføring forbundet med eventen udover, at de enkelte locations har annonceret, at ostevognen skulle komme.
Hos Arla, siger senior brand manager, Jesper Vanghøj:
”Riberhus er et stykke dansk ostehistorie, som bygger på 100 års traditioner og håndværk. Der er altså en direkte linje til den gammeldags ostevogn, hvor folk kom og smagte og købte ost og fik sig en snak med ostemanden. Vi står for god smag, god kvalitet og gode oplevelser, og det var den historie, vi gerne ville bringe helt tæt på vores forbrugere.”
Montdor er Riberhus’ oplevelsesbureau, mens Ogilvy er ostebrandets reklamebureau.
https://vimeo.com/101999748