Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn vælger bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

En ny forening, De Danske Sydhavskyster, vil promovere attraktioner som Lalandia, BonBon-Land og Knuthenborg Safaripark. Til at hjælpe sig har man – efter en pitch – valgt et bureau.

Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn vil nu markedsføre sine attraktioner under ét. Støttet af kommuner og andre interessenter har et udvalg af turistattraktioner i området stiftet destinationsforeningen De Danske Sydhavskyster, hvis formål er at øge turismen i området

Efter en bureaukonkurrence mellem Halbye Kaag JWT, Red Ink og Umwelt har den nye forening valgt Umwelt som bureauet, der skal være med til at markedsføre destinationernes attraktioner.

Disse attraktioner omfatter bl.a. Geocenter Møns Klint, Knuthenborg Safaripark, Danmarks Borgcenter, BonBon-Land, Middelaldercentret og Lalandia. Og første kampagne forventes at udkomme I foråret 2015.

Adm. direktør i Lalandia, Jan Harrit, siger om De Danske Sydhavskyster:

”Vi er gået sammen for at skabe et stærkere produkt til turisterne og give os selv mere gennemslagskraft i forhold til markedsføringen. Vi har en masse fantastiske attraktioner i området som mange desværre ikke kender til. Vi har derfor ledt efter en partner, som var i stand til at udvikle et stærkt koncept, der rummer alle attraktionerne, men vigtigst af alt promoverer os samlet som én attraktiv destination.”

Hos Umwelt har kontaktdirektør og partner, Mikkel Heideby, denne kommentar:

”Mange har desværre ikke fået øjnene op for området som en attraktiv feriedestination, men der er mange perler dernede – og det skal folk have at vide på både analoge og digitale platforme. Vi ser et stort potentiale for at lave en rigtig god case i samarbejde med destinationsforeningen De Danske Sydhavskyster.”