I går sagde Kim Jong Andersen og RelationshusetGekko farvel til hinanden efter blot 7 måneders samarbejde, hvor Kim Jong fungerede som kontaktdirektør/planner.
Samtidig sagde bureauet i går goddag til to nye, som skal ind på samme position. Men det skyldes ikke, at der skal to til at erstatte Kim Jong.
“Vi er kommet stærkt i gang efter sommerferien, og vi arbejder med et budget med vækst for 2015. Derfor har oprustningen været i gang uafhængigt af, at Kim Jong stopper, og derfor ændrer hans afgang ikke noget på de planer, vi arbejder efter,” siger direktør og partner Jan Køhler.
De to nye er hentet hos henholdsvis DDB og Wunderman. Det drejer sig om Christine Clausen, der kommer fra et job som account director hos DDB og Lasse Bjerre, der forlader et job som account manager hos Wunderman.
“Det er to gode folk, som vi venter os meget af,” siger Jan Køhler og understreger, at på RelationshusetGekko er planning også en væsentlig del af en kontaktdirektørs ansvar.
“De skal ikke kun servicere kunderne – de skal også kunne udfordre dem, og sikre at de kreative løsninger, bureauet leverer, bygger på gennemtænkte forretningsstrategier” siger Jan Køhler.
Herudover har man også ansat Mia Pichard Ertner til projektlederafdelingen.
RelationshusetGekko kom ud af 2013 med en markant fremgang – både på toppen og bunden. Bl.a. præsterede bureauet den næsthøjeste fremgang på bundlinjen målt i kroner. Her blev man kun overgået af &Co.
Lige før sommerferien overtog Bording så Finn Overegaards ejerandel og dermed majoriteten i bureauet.
“2014 ser ud til at lande på et tilfredsstillende aktivitetsniveau, men partnerskiftet har kostet på bundlinjen, så her kan vi ikke helt leve op til niveauet for 2013. Men vores budget for 2015 rummer vækst og derfor er det planen, at vi får brug for yderligere oprustning,” siger Jan Køhler.